Ejerledere fortsætter væksten og sætter grøn transformation på dagsordenen

  • 07/12/23

De danske ejerledere udgør en vigtig del af fundamentet i dansk erhvervsliv. Det er derfor positivt at se, at de bedst performende ejerledere fortsat oplever høje vækstrater. Det er konklusionen, når vi ser på Ejerlederanalysen 2023 fra PwC. Analysen viser, at 7 ud af 10 ejerledere har skabt en vækst på mere end 25 pct. de seneste tre år. Det samme gjorde 62 pct. af ejerlederne sidste år.

Imponerende er det også, at næsten hver femte (19 pct.) har oplevet en vækst på over 100 pct. i løbet af de seneste tre år. Det samme oplevede 12 pct. af ejerlederne sidste år. Ejerlederne ser da også optimistisk på fremtiden og forventer yderligere vækst i de kommende år. Ejerlederanalysen viser således, at over halvdelen af ejerlederne (56 pct.) forventer en vækst på mere end 25 pct. i de kommende tre år. Det er en fremgang i forhold til sidste år, hvor 50 pct. havde samme forventninger til væksten. På trods af en tid med flere kriser, herunder geopolitisk uro, øget volatilitet og krig i Ukraine og Mellemøsten, udviser ejerlederne fornyet optimisme og formår således at tilpasse sig en virkelighed med usikkerhed og kompleksitet.

Hvad der desuden bringer optimisme i et bredere perspektiv, er, at ejerlederne i høj grad har sat den grønne transformation på dagsordenen og i forlængelse heraf foretager investeringer i at styrke bæredygtigheden i deres forretning.

Når man spørger de bedst performende ejerledere, hvad der står øverst på deres agenda, svarer tre ud af fire ejerledere, at de har grøn transformation i top 3 for de kommende 12 måneder. Det er godt at se, at ejerlederne tager arbejdet med den grønne transformation seriøst, også fordi øgede lovkrav til rapportering om bæredygtighed de kommende år vil blive en realitet.

Hvad der desuden bringer optimisme i et bredere perspektiv, er, at ejerlederne i høj grad har sat den grønne transformation på dagsordenen og i forlængelse heraf foretager investeringer i at styrke bæredygtigheden i deres forretning

Mogens Nørgaard Mogensen, Senior Partner og adm. direktør, PwC

I denne udgave af CXO Magasinet kan du læse om nogle af de dygtigste ejerledere i landet, og hvordan mange af dem netop er i stand til at kombinere vækstskabelse med grønne ambitioner. I magasinet kan du bl.a. møde Årets Ejerleder 2023, Årets Temaprisvinder, Årets Hædersprismodtager samt vinderne af de regionale kåringer landet over.

Tak til alle, der har været en del af Årets Ejerleder gennem de seneste 20 år, tak til nominerede, finalister, vindere og vores samarbejdspartnere. Vi tror på, at vi sammen kan gøre en forskel og inspirere ved at bringe de dygtigste frem i lyset.

Rigtig god fornøjelse.

CXO Magasinet #36

Tilmeld dig PwC's nyhedsbrev og få nyeste CXO Magasin i din indbakke.

Kom godt i gang med ESG-rejsen

Få inspiration til, hvordan du starter ESG-arbejdet i din organisation.