Danske topledere tager klimakrisen alvorligt

  • februar 2024

I en tid, hvor klimaforandringerne udgør en af de mest presse­rende udfordringer for det globale samfund og ­dermed også for det globale erhvervsliv, er det positivt at se en bred ­erkendelse hos danske topledere om, at der er brug for handling på klimaagendaen. Det er det klare indtryk, vi efterlades med i de analyser, vi foretager hos PwC og ikke mindst hos de topledere, vi har interviewet til CXO Magasinet denne gang. Vi ser topledere tage klimakrisen alvorligt og sætte ­bæredygtighed højt på dagsordenen. Helt konkret har seks ud af ti danske virksomhedsledere (61 pct.) placeret bæredygtighed i top 3 over de vigtigste temaer de kommende to år. Det viser PwC’s Sustainability Survey.

Der er samtidig også grund til at anerkende, at dansk erhvervsliv på mange områder skiller sig positivt ud i sammenligning med sine globale konkurrenter, når det handler om at sætte handling bag ordene. Ifølge PwC’s CEO Survey 2024 svarer hele 93 pct. af de danske topledere således, at de er i gang med at forbedre eller allerede har forbedret energieffektiviteten, mens det gælder tre ud af fire af toplederne på globalt plan. Et andet eksempel er, at 75 pct. af de danske topledere har udviklet – eller er i gang med at udvikle – produkter og ydelser, der bidrager til at reducere udledning af CO2. Det gælder 58 pct. globalt.

I denne udgave af CXO Magasinet kan du læse om nogle af de danske topledere og virksomheder, der anerkender, at klima­krisen er en udfordring, der skal tages alvorligt. Det er ­topledere, der på hver sin måde har taget konsekvensen og er godt i gang med at skabe forandring i retning af en mere bæredygtig virksomhed med mere bæredygtige produkter og ydelser.

Når vi spørger toplederne, hvad der driver transformationen, så er det ikke mindst et ønske om at skabe en positiv for­andring. De fortæller også, at det i høj grad er forventningen hos kunder, medarbejdere, investorer, banker og andre ­interessenter om, at der arbejdes hen imod en mere bæredygtig fremtid. ­Investorernes øgede fokus på, hvordan virksomhederne håndterer klimaudfordringerne og ikke mindst de risici, disse kan med­føre, bekræftes også af PwC’s Global Investor Survey 2023, der ­viser, at tre ud af fire investorer vurderer, at information om, hvordan virksomhederne håndterer risici og muligheder inden for ­bæredygtighed, er vigtig for deres beslutninger om investering og finansiering.

På trods af Danmarks stærke position på klimaagendaen er der også områder, hvor der stadig er meget at gøre for ­mange danske topledere. PwC’s Sustainability Survey viser således, at mange virksomheder ikke er fuldt ud bekendte med de nye EU-rapporteringskrav om bæredygtighed (CSRD), der for ­mange virksomheder træder i kraft fra 2024. Lidt over halvdelen af de større virksomheder svarer, at de har fuldt kendskab til de nye krav, mens dette gælder for ca. hver femte større virksomhed med færre end 250 ansatte. 

I denne udgave af CXO Magasinet kan du læse om nogle af de danske topledere og virksomheder, der anerkender, at klima­krisen er en udfordring, der skal tages alvorligt.

Mogens Nørgaard Mogensen, Senior Partner og adm. direktør, PwC

Vi håber, at vi fra PwC’s side kan være med til at inspirere flere virksomheder til at styrke indsatsen og være med til at skabe en bæredygtig fremtid. Tak til alle, der har bidraget til denne ­udgave af CXO Magasinet, og som dermed er med til at bringe inspira­tionen videre. Vi tror på, at vi sammen kan gøre en forskel.

Rigtig god fornøjelse.

CXO Magasinet #37

Tilmeld dig PwC's nyhedsbrev og få det nyeste CXO Magasin i din indbakke.

Kom godt i gang med ESG-rejsen

Få inspiration til, hvordan du starter ESG-arbejdet i din organisation.