Morten Nors har i 30 år stået i spidsen for Idé-Pro A/S i Skive – virksomheden, han og hans bror grundlagde med et skarpt fokus på innovation og digitalisering. Familievirksomheden begyndte som lokalt værktøjsmageri og er i dag en global spiller med produktion af bl.a. dele i metal og plast til auto-, fødevare- og energibrancherne. Solidt forankret i Danmark, men med en unik digital forbindelse til Indien.
Med digitalisering som motor har ejerleder Morten Nors skabt en produktionsmodel, der gør det muligt at reagere hurtigt på kundernes ønsker og omfavne den grønne omstillings udfordringer. Forbindelsen til Indien betyder, at højtuddannede specialister i den indiske by Bangalore, der ligger 7.500 kilometer fra Skive, kan styre produktionsprocesserne i Skive døgnet rundt og sikre, at Idé-Pro leverer kundetilpassede løsninger med hastighed og præcision, der matcher den moderne industris krav.
”I 2004 var danske virksomheder vilde med Østen og især Kina, hvor mange virksomheder flyttede deres produktion til. I Kina findes mange af vores store konkurrenter på støbeværktøjer. Vi ville også gerne etablere os i Østen for at finde højtuddannet arbejdskraft. Vi gik dog uden om Kina og undersøgte mulighederne i otte andre lande. Valget faldt på Indien, fordi vi her så de bedste muligheder for at styrke vores virksomhed,” fortæller stifter og adm. direktør af Idé-Pro, Morten Nors. 1. december 2005 åbnede datterselskabet Idé-Pro Engineering Asia med fire ansatte i Bangalore.
Idé-Pro A/S producerer prototyper og – ofte korte – serier af emner i plast, letmetal, EPS og EPP til især europæiske kunder i primært fødevare-, energi-, og autobrancherne
Virksomheden blev grundlagt i 1994 af brødrene Tommy og Morten Nors. Virksomheden har produktion og administration i Skive og Glyngøre, salgskontor i Göteborg og et datterselskab i Indien
Idé-Pro A/S har omkring 350 medarbejdere, heraf omkring 15 lærlinge
I dag er de 120 medarbejdere, der tager imod ordrer, tegner og simulerer produkter, udvikler styringsprogrammer samt programmerer maskinerne i Skive på afstand. Desuden lægger de ordrer klar samt yder teknisk support, salgsbackup og klarer andre backoffice-funktioner.
”Omkring en tredjedel af vores folk er i Indien, og resten er her i Danmark. I begyndelsen var der nok en vis skepsis over for, hvordan og om vi kunne arbejde sammen, men det er gået over al forventning. Viljen har været der hele tiden, og alle kan jo tale engelsk,” siger 57-årige Morten Nors. Idé-Pro er altså etableret i Østen, men ikke for at producere dér: ”I Indien har vi fundet højtuddannet arbejdskraft med erfaring i at styre industriproduktion med robotter og maskiner som vores. Så selvom vi arbejder i ét hold her i Skive, producerer vi døgnet rundt, fordi de kan styre det fra Indien. Vores datterselskab i Indien er en primær årsag til, at vi har kunnet beholde produktionen her i Skive og ikke har flyttet den ud,” fortæller Morten Nors.
De digitale kommunikationsveje gør i overført forstand afstanden fra Bangalore til Skive kort. En fælles server, mail og andre gængse IT-kanaler forbinder kollegerne i de to verdensdele. ”Medarbejderne sender materialer og informationer frem og tilbage mellem Skive og Bangalore på samme måde, som de gør her på kontoret. Men det fungerer kun, fordi verden er digital, og vi taler nu meget engelsk her i Skive på grund af vores indiske kolleger, og fordi vi i øvrigt er en multietnisk arbejdsplads,” fortæller Morten Nors.
"Fordi vores flow og processer er digitale og online, kan vi – også fra Bangalore – stille om og producere noget andet på en halv til en hel time, hvis en kunde har det behov."
Morten Nors, ejerleder og adm. direktør, Idé-Pro A/SMorten Nors og broren Tommy, der i mellemtiden er gået på pension, omfavnede tidligt de spirende teknologimuligheder for at optimere drift og produktion samt motivere og udvikle medarbejderne. Med de to brødre bag roret var Idé-Pro nogen af de første, der investerede i 3D-printere, og det på trods af, at disse havde meget begrænset stabilitet. Idé-Pro investerede også i tidlige generationer af såkaldte UNIX-computere, der var nogle “skrumler til 350.000 kroner stykket,” som Morten Nors formulerer det.
Alt dette før ”IT”, ”cyberspace” og ”PC” blev hver mands udtryk. Det store indblik i reel datadreven innovation og drift fik Morten Nors efter eget udsagn, da Idé-Pro i 1994 blev IBM Business Partner og blev inspireret til udvikling af den business intelligence, som virksomheden hviler på i dag.
”IBM lærte os, at vi skal benytte data til at kende vores kunder og deres behov og på den måde udvikle os fra den håndværksprægede værktøjsmagerbranche til den produktionsvirksomhed, vi er i dag. Vi benytter og analyserer data fra ordreflow, hjemmeside og meget andet for at forstå kunderejsen, og hvorfor kunderne vælger vores forretning. Vi er en 100 procent ordreproducerende virksomhed og one stop-shop, der selv løser hele opgaver fra idé til produktion for kunderne, og vi er dermed et vigtigt led i deres værdikæde. Godt kundekendskab er derfor en afgørende parameter for os,” siger Morten Nors.
I et marked, hvor kunderne foretrækker samarbejdspartnere, der er agile, fleksible og omstillingsparate, har Idé-Pro bl.a. bevidst specialiseret sig i prototyper og korte serier af emner i letmetal og plast til industrikunder. ”Mange i vores branche kan måske kun producere eller skifte et værktøj én gang om dagen. Fordi vores flow og processer er digitale og online, kan vi – også fra Bangalore – stille om og producere noget andet på en halv til en hel time, hvis en kunde har det behov. Vi producerer i serier på 100 eller bare 30 styk og nogle gange færre. Det kan vi, fordi vi kender kundernes behov og kender vores maskiners kapacitet og muligheder – fordi vi trækker alle data og analyserer dem,” siger Morten Nors.
Han fortæller, at Idé-Pro har flere kunder, hvor relationen og samarbejdet er så tæt, at de er integreret i ordreflowet og derved selv kan afgive ordrer direkte i ordresystemet. Ordrerne behandles så fra Bangalore.
"Selvom vi arbejder i ét hold her i Skive, producerer vi døgnet rundt, fordi de kan styre det fra Indien."
Morten Nors, ejerleder og adm. direktør, Idé-Pro A/SFødt i 1967 og oprindeligt uddannet værktøjsmager samt civilingeniør i produktion fra Aalborg Universitet fra 1994
Siden 1994 Stifter, ejerleder og adm. direktør for Idé-Pro A/S
De løbende investeringer i digitalisering har sikret, at Idé-Pro har den nødvendige fleksibilitet i sit produktionsflow til at kunne omstille sig, når kunderne ønsker små produktmængder dikteret af den grønne omstilling. Det gælder bl.a. lastbil- og bilproducenter. ”Lastbilproducenterne og transportfirmaerne ved, at de skal omstille før eller siden, men til hybrid, ren el, grøn gas eller brint? Den grønne omstillings uforudsigelighed betyder, at produkter får en ekstremt kort livscyklus på måske et-to år. Derfor foretager lastbilproducenterne kun små facelifts eller bestiller meget små serier, og det er en fordel for os, fordi vi kan håndtere det,” fortæller Morten Nors.
”Når den grønne omstilling gør markedet hurtigt og omskifteligt, skal vi også være det. Mens vi tidligere måske havde 12 uger til at producere og levere, hvis vi skulle levere hurtigt, har vi nu otte, seks, fire uger eller endnu kortere tid. Var vores produktion manuel og i store stykantal, kunne vi blive nødt til at sige nej til de små og spændende opgaver. Men med hele produktionsapparatet integreret digitalt – og et agilt mindset hos vores medarbejdere – kan vi planlægge og sadle om lynhurtigt, når der er behov for det,” fortæller Morten Nors.
De tætte relationer mellem Idé-Pro og kunderne er en stor fordel, lyder det fra Morten Nors, der dog understreger, at det kræver dyb indsigt i kundernes forretning og produktportefølje, og han nævner elbiler og vindmøllebranchen som eksempler. ”Vi støber i flydende materialer som aluminium og plast, som elbiler jo bl.a. bygges af. De dele og formene, de støbes i, skal passe helt ned på en hundrededel millimeter, så vi skal ramme rigtigt første gang. Det kræver, at vi kender til materialernes fysiske egenskaber og reaktionsmønster, men også at vi fra simuleringen ved, præcis hvilken sammenhæng de skal indgå i. At være tæt på kunderne og deres udvikling er et af de parametre, danske og europæiske virksomheder bør gøre sig konkurrencedygtige i forhold til Fjernøsten på,” mener Morten Nors.
"Vores datterselskab i Indien er en primær årsag til, at vi har kunnet beholde produktionen her i Skive og ikke har flyttet den ud."
Morten Nors, ejerleder og adm. direktør, Idé-Pro A/SVirksomheden tiltrak sig for omtrent fem år siden opmærksomhed fra kapitalfonden Blue Equity, der købte ejerskab på halvdelen af virksomheden, og med hjælp herfra har Idé-Pro styrket digitaliseringen yderligere. ”For mig som enkeltmandsejer var det motiverende at få Blue Equity med ombord, fordi de stiller en masse udfordrende spørgsmål til, hvordan vi gør tingene. De har givet os nye idéer, der har været afgørende for, at virksomheden er vokset 20 procent om året siden. Blue Equity satte også endnu mere skub i digitaliseringen ved at påpege, hvad og hvor vi kunne digitalisere yderligere,” siger Morten Nors, som fortæller, at AI er det næste skridt for Idé-Pro: ”Vi har eksperimenteret med AI på en række områder. Vi fornemmer, at det er velegnet til databehandling og programmering. Med AI medfølger store muligheder for netop at sammenkoble og analysere vores mange data om kunderne og vores virksomhed hurtigt og effektivt,” siger Morten Nors.
IT har været hans følgesvend i Idé-Pro, der i dag er en ægte familievirksomhed. ”Jeg har aldrig en dag, jeg er ked af det, når jeg er her. Jobbet er megaspændende. En af mine sønner er teknisk chef og min tætteste kollega, ligesom min hustru, to andre sønner og datter også er ansat i firmaet. Så selvom vi har solgt halvdelen til kapitalfonden, er virksomheden stadig familieejet. Jeg har lagt mange timer i virksomheden, så jeg er stolt over, at mine børn og min hustru har valgt, at de vil arbejde her sammen med mig,” siger Morten Nors.
Tilmeld dig PwC's nyhedsbrev og få det nyeste CXO Magasin i din indbakke.