En bæredygtig fremtid med fokus på naturen kræver en fælles indsats

  • oktober 2024

I en tid, hvor det er tydeligt, at naturen er under pres, er det positivt at se en øget erkendelse hos både eksperter, politikere og virksomhedsledere af, at der er behov for handling. Ifølge en række forskere har vi overskredet seks ud af ni såkaldte planetære grænser, hvilket øger risikoen for alvorlige miljøforandringer, der kan true livet på Jorden, som vi kender det.

Den alvorlige udvikling har placeret naturens tilstand som et af de mest centrale emner på topledernes dagsorden. Det fremgår af de interviews, der er gennemført til dette magasin, og bliver yderligere bekræftet i World Economic Forums seneste Global Risk Report. Den viser, at de fire mest fremtrædende trusler på 10 års sigt er relateret til klima og natur. Samtidig fastslår PwC Global i en analyse fra april 2023, at 55 pct. af det globale BNP i moderat eller høj grad er afhængig af naturressourcer.

Blandt toplederne ser vi en voksende forståelse af konsekvenserne for deres forretnings fremtid, hvis ikke det lykkes at genoprette balancen i naturen. Det er det klare indtryk, vi får fra de topledere, der i dette magasin har delt deres erfaringer med konkrete initiativer og fokus på natur, naturbevaring og naturgenopretning. Det gælder store danske virksomheder og organisationer som Novo Nordisk Fonden, Ørsted, TDC NET, Danske Bank og Landbrug & Fødevarer, mens der også i magasinet inddrages erfaringer fra Lyngby-Taarbæk Kommune, den nye investeringsfond Planetary Impact Ventures samt NaturTanken. Til at understøtte denne proces ser vi, at topledere og eksperter efterspørger fælles retningslinjer, standarder og værktøjer, der kan hjælpe dem til at strukturere arbejdet for at nå deres mål.

"Blandt toplederne ser vi en voksende forståelse af konsekvenserne for deres forretnings fremtid, hvis ikke det lykkes at genoprette balancen i naturen"

Lars Baungaard, adm. direktør og Senior Partner, PwC Danmark.

Politisk er der de senere år taget initiativer, der skal styrke fokus på at forbedre naturens tilstand. Internationalt er der, med inspiration fra indsatsen for at dæmme op for den globale opvarmning, udviklet retningslinjer for, hvordan virksomheder håndterer og rapporterer om naturrelaterede risici og de økonomiske konsekvenser heraf. I EU gælder det bl.a. CSRD (Corporate Sustainability Reporting Directive), der er en del af Den Europæiske Grønne Pagt (Green Deal). CSRD kræver, at omkring 50.000 virksomheder i Europa fra 2026 regelmæssigt i deres årsrapport skal redegøre for bl.a. deres miljømæssige risici, herunder deres påvirkning af naturen, samt hvordan deres aktiviteter påvirker miljøet. I Danmark har regeringen sammen med erhvervsliv, brancheorganisationer og NGO’er indgået den grønne trepartsaftale, der skal omstrukturere Danmarks skov- og landarealer for at skabe mere plads til natur og biodiversitet og leve op til målet om 30 pct. beskyttet natur i 2030.

Vi håber, at vi fra PwC’s side kan være med til at inspirere flere virksomheder til at styrke indsatsen og være med til at skabe en bæredygtig fremtid inden for de planetære grænser. Tak til alle, der har bidraget til denne udgave af CXO Magasinet, og som dermed er med til at bringe inspirationen videre. Vi tror på, at vi sammen kan gøre en forskel.

Rigtig god fornøjelse.

CXO Magasinet #39

Tilmeld dig PwC's nyhedsbrev og få det nyeste CXO Magasin i din indbakke.

Inspiration til arbejdet med natur

Muligheder, løsninger og risici

Kontakt os

Lars Baungaard

Senior Partner og adm. direktør, PwC Denmark