"Generativ AI har startet et digitalt kapløb – og det er nu, der skal handles"

#
  • maj 2024

Som CEO for Microsoft Danmark & Island ser Mette Kaagaard generativ AI sprede sig i lyntempo over hele verden. Hendes budskab til erhvervslivet er klart: Det er op til den enkelte virksomhed at udforske teknologien, men man kommer ikke uden om at gøre det, for det gør alle andre.

Pointer fra artiklen

  • Den nye generation af AI har en så intuitiv brugerflade, at stort set alle kan benytte den
  • Virksomhedsledere bør tage kunstig intelligens til sig lige nu – for det gør deres konkurrenter
  • Fremkomsten af AI rejser strategiske spørgsmål, som virksomhedsledere skal adressere

Vi ser lige nu et teknologispring udfolde sig i realtid. Generativ AI har bevæget sig fra specialisterne i it-afdelingen og ind i virksomhedernes direktionslokaler. Derfor skal toplederne for alvor til at overveje, hvad den nye teknologi kommer til at betyde for dem og deres konkurrencesituation.

Det mener CEO for Microsoft Danmark & Island Mette Kaagaard. Hendes professionelle rolle gør, at hun både har indsigt i teknologikæmpens egen produktudvikling og overblik over, hvordan erhvervslivet begynder at bruge og udforske mulighederne i AI.

Mette Kaagaard oplever, at det allerede sker i stor stil. Mange virksomheder afprøver den nye teknologi. De tester den af og forsøger at identificere, hvordan de hver især får gavn af den nye teknologi.

"Det er tydeligt, at der bliver fokuseret på AI ude i virksomhederne lige nu. Teknologien bliver testet af, og det sker med god grund. For det er lige nu, at virksomhederne skal finde værdien i AI. De vil identificere de konkurrencefordele, den potentielt kan skabe for dem," siger hun.

I Mette Kaagaards optik er vi trådt ind i en ny æra. Det skyldes, at AI inden for det seneste halvandet år har forvandlet sig fra noget lidt fjernt og udviklingsorienteret til noget konkret, vi alle kan bruge. Vi har bevæget os ind på en ny sti, som vi endnu ikke kan se hvor ender.

"Udviklingen er gået stærkt de seneste år. AI-produkter fra både Microsoft og vores konkurrenter er i dag tilgængelige for alle. Vi har kun set starten på udviklingen. Det er stadig svært at konkretisere, hvordan det vil folde sig ud på sigt. Det ændrer dog ikke ved, at det for mig står klart, at det, vi er på vej ind i, bliver kæmpestort," siger hun.

"AI-produkter fra både Microsoft og vores konkurrenter er i dag tilgængelige for alle. Vi har kun set starten på udviklingen. Det er stadig svært at konkretisere, hvordan det vil folde sig ud på sigt. Det ændrer dog ikke ved, at det for mig står klart, at det, vi er på vej ind i, bliver kæmpestort."

Mette Kaagaard, CEO, Microsoft Danmark & Island

Copilot er ens digitale assistent

Microsoft Danmark har omtrent 850 ansatte og ligger i Lyngby nord for København. Den indeholder en salgsorganisation for Danmark og Island, men virksomheden har også en stor udviklingsafdeling, der fokuserer på software til erhvervslivet.

Mette Kaagaard fortæller, at Microsoft og de andre store teknologikoncerner har arbejdet med AI i flere år, men det er først nu, at AI kan købes i en form, der potentielt kan berøre os alle. Det drejer sig om generativ AI, der i Microsofts version bl.a. kendes som M365 Copilot. Produktet kan forstås som en slags digital assistent, der er tilgængelig som en overbygning på klassiske, kendte Microsoft-produkter som Word, Excel, Teams m.fl.

Generativ AI skal forstås som kunstig intelligens, der kan generere tekstforslag, skabe regneark, skrive mødereferater og indholdsfortegnelser på baggrund af input fra menneskelige stemmer. Det sker via en mikrofon eller optagelsen af et virtuelt møde.

Den nye generative AI er reelt et ekstra lag af funktionalitet i de digitale værktøjer, som vi allerede kender. Genkendeligheden gør den ikke bare nem at gå til som bruger. Det gør den også nemmere at implementere i en organisation. Når det er sagt, så forudsætter det forandringsledelse og nye rutiner i arbejdet, men Copilot er intuitivt at gå til, forklarer Mette Kaagaard.

”Copilot har forvandlet AI til noget helt andet, end den tidligere var – hvilket ofte var et udviklingsprojekt i virksomhedernes it-afdeling. Brugerinterfacet er i dag mere menneskeligt. Det er baseret på skrift og tale. Mere skal der ikke til for at få noget tilbage fra sin Copilot, som er meningsfuldt og brugbart. Det er heri, den store revolution ligger,” siger hun.

Mette Kaagaard

Om Mette Kaagaard

Født i 1968 og uddannet maskiningeniør fra Danmarks Tekniske Universitet i 1991. Har også en HD i organisation og it fra Copenhagen Business School fra 1993

Siden 2023 CEO for Microsoft Danmark & Island

Fra 2021 til 2023 Managing Partner, Risk Advisory, Deloitte

Fra 2020 til 2021 Managing Director, Conscia Danmark

Fra 2015 til 2020 Executive Vice President, KMD

Fra 2008 til 2015 CEO, Schultz Holding

Fra 2005 til 2008 CIO og Vice President, Egmont

Fra 2003 til 2005 Director Business Solutions, Egmont IT

Fra 2001 til 2003 Divisionsdirektør, Software Innovation.

AI rejser spørgsmål om strategi

Mette Kaagaard vurderer, at de potentielle gevinster for virksomheder ved at tage teknologi som Copilot og lignende koncepter til sig er store. Det er netop derfor, at softwarekæmpen de seneste år har brugt mange kræfter på både at udvikle, bruge og teste teknologien.

Resultaterne kan være opsigtsvækkende. Et eksempel er en intern undersøgelse i Microsoft-koncernen, hvor generativ AI blev brugt til at assistere med kodning af software. Det gav en effektivitetsforøgelse på 50 pct., fortæller hun.

Det er den teknologi, der lige nu er på vej ud til virksomhederne i en gennemtestet version, der viser stort potentiale for produktivitetsforbedringer. Det er også derfor, at virksomhederne lige nu bør teste mulighederne i teknologien af, forklarer hun, men peger samtidig på, at implementeringen rejser strategiske spørgsmål, som virksomhederne samtidig skal finde deres egne svar på.

"Virksomhederne skal beslutte sig for, hvorfor de vil bruge teknologien. Hvad vil man have ud af AI? Er det en omkostningsbesparelse, eller vil man bruge teknologien til at frigøre ressourcer til andre ting som fx innovation? Det handler med andre ord om strategi – dvs. hvor AI skal føre én hen," siger hun.

Mette Kaagaard mener, at man skal tage overvejelserne alvorligt. Alle bliver nødt til at forstå, hvor magtfuld en teknologi den reelt er. AI kan hurtigt skabe markedsforstyrrelser – fx hvis en konkurrent finder vejen til effektivitetsforbedringer eller sågar nye services vha. teknologien, spår hun.

"Potentialet er så stort i AI, at man bliver nødt til at se på, hvordan det kan påvirke ens egen virksomhed og andre markedsaktører. Det kan være svært at gætte sig til, hvis man ikke selv tester det af. Derfor er det vigtigt at tage alvorligt," siger hun.

"Virksomhederne skal beslutte sig for, hvorfor de vil bruge teknologien. Hvad vil man have ud af AI? Er det en omkostningsbesparelse, eller vil man bruge teknologien til at frigøre ressourcer til andre ting som fx innovation? Det handler med andre ord om strategi – dvs. hvor AI skal føre én hen."

Mette Kaagaard, CEO, Microsoft Danmark & Island

Om Microsoft Danmark

Microsoft Danmark blev formelt etableret i 1989 og udgør i dag salgsorganisationen for Danmark og Island

Udover salg står Microsoft Danmark også for at udvikle software målrettet erhvervskunder

Virksomheden har ca. 850 ansatte i Danmark og har hovedkvarter i Lyngby nord for København

Microsoft Danmark omsatte i seneste forskudte regnskabsår (2022-2023) for 10,6 mia. kr. og leverede et driftsresultat (EBIT) på 514 mio. kr.

Mette Kaagaard

Lad medarbejderne udforske AI

Formålet med Copilot er bl.a. at give medarbejderne værktøjer, der gør deres arbejdsdag mere produktiv – og måske deres arbejde mindre rutinepræget. Implementeringen vil kræve en vis indsats og måske undervisning. Omfanget vil være forskelligt fra virksomhed til virksomhed.

Når det er sagt, er en af de nye copilots styrker deres intuitive interface. Det mener Mette Kaagaard taler for, at virksomhedsledere går til teknologien med åbent sind. Det er ikke sikkert, man på forhånd kan vide, hvor de store gevinster ved generativ AI reelt ligger. I nogle tilfælde vil de først vise sig, når man har implementeret teknologien.

"Vi kan se på undersøgelser, at mange synes, det er interessant at udforske AI. Hvis man lader sine medarbejdere gøre det, kan det gøre ledelsen klogere på funktionaliteten og påvirkningen af produktiviteten. Det kan også kaste nytænkning af sig. Især fra de ansatte, der sidder med dagligdagens praktiske udfordringer – hvad enten det er med hensyn til interne procedurer eller kundekontakt," siger hun.

Implementeringen af Copilot kræver ikke nødvendigvis helt nye medarbejdertyper. Men det kræver, at eksisterende medarbejdere tænker på en ny måde i noget af deres opgaveløsning.

"Medarbejdernes fundament er stadig deres faglighed. Det, de skal lære, er at forstå, hvordan de bruger AI rigtigt, kommunikerer med den og høster gevinsten af den digitale assistance. Fordelen viser sig ofte at være, at man kan koncentrere sig om andre, mere komplekse, ting i opgaven, mens assistenten gør det mere trivielle. Det hele kræver dog, at man lærer at strukturere sit arbejde anderledes," siger hun.

"I dag kan vi ikke forestille os at leve i en verden uden biler. Tænk på al den livsstil, materialer og teknologi, de har ført til. De kommer med en indbygget risiko. Men fordelene ved dem er så store, så det vælger vi at acceptere. Jeg tror, der er paralleller til, hvordan vi en dag vil se på AI."

Mette Kaagaard, CEO, Microsoft Danmark & Island

Vi har kun set begyndelsen

De digitale assistenter i form af copilots er det helt store samtaleemne lige nu, når det kommer til kunstig intelligens. Men teknologiudviklingen inden for AI går også hurtigt andre steder. Både i det offentlige og i det private er der kommet fokus på både de produktive og de funktionelle gevinster.

Microsoft Danmark og Islands CEO forudser, at vi kommer til at se AI folde sig ud i mange sektorer de kommende år. Beder man hende om at udpege enkelte sektorer, som hun ser på med speciel interesse, nævner hun tre:

  • Finanssektoren: Branchen er allerede meget digitaliseret og har store datamængder til rådighed, som AI med fordel kan bearbejde.
  • Sundhedssektoren: Personalemangel vil skabe behov for teknologisk assistance, og vi har allerede set, hvordan AI supplerer læger i radiologien.
  • Cybersikkerhed: Kunstig intelligens vil være et stærkt aktiv ift. overvågning og analyse af sikkerhedsrelaterede hændelser alle døgnets 24 timer.

Hvor teknologispringet med kunstig intelligens vil føre os hen, er uvist. Men Mette Kaagaard tror, at vi hurtigt kan komme til at se resultater. Nogen vil skabe store fremskridt i deres produktivitet, andre vil skabe nye services, der måske ikke var rentable tidligere.

Alt i alt mener Microsoft Danmarks CEO, at vi står et historisk sted lige nu. Potentielt et lige så historisk sted som i 1880’erne, da de første automobiler kørte ind på datidens brosten.

"Bilerne udgjorde også et teknologispring. Sammenligningen er interessant. De første biler blev anset for at være lidt farlige. De kunne køre 8 km/t, og foran gik en mand med et advarselsflag. I starten var de sjældne. Det ændrede sig hurtigt," siger hun og tilføjer:

"Træk den innovation frem til nutiden. I dag kan vi ikke forestille os at leve i en verden uden biler. Tænk på al den livsstil, materialer og teknologi, de har ført til. De kommer med en indbygget risiko. Men fordelene ved dem er så store, så det vælger vi at acceptere. Jeg tror, der er paralleller til, hvordan vi en dag vil se på AI."

CXO Magasinet #38

Tilmeld dig PwC's nyhedsbrev og få det nyeste CXO Magasin i din indbakke.

Transformér din virksomhed med AI

Muligheder, løsninger og risici

Kontakt os

Mads Nørgaard Madsen

Partner, Head of Consulting, Direktør, København, PwC Denmark

2811 1592

E-mail