“Jordens ressourcer er menneskehedens ægte valuta”

Hun er tidligere forperson for Klimakommissionen (2008-2010) og udpeget af FN’s Generalsekretær som medlem af ekspertgruppen med ansvar for udarbejdelsen af FN’s 2019 Global Sustainable Development Report (GSDR). I dag er Katherine Richardson, foruden at bestride sit embede som professor i biologisk oceanografi og leder af Sustainability Science Centre ved Københavns Universitet, fungerende rådsmedlem i Klimarådet. Siden 2015 har det uafhængige organ rådgivet den danske regering om, hvordan overgangen til et klimaneutralt samfund kan se ud, og hvor reduktion af drivhusgasudledninger går hånd i hånd med opretholdelsen af velfærd og udvikling.

“I løbet af de seneste 10-12.000 år har Jorden været præget af en bemærkelsesværdig stabilitet og et relativt varmt klima, som har skabt optimale betingelser for mennesket og andre levende organismers eksistens og trivsel. Det er dét klima, vi nu spiller hasard med. Menneskets massive overforbrug af Jordens ressourcer sætter kritiske processer i jordsystemet under så alvorligt pres, at det truer det samfund, vi kender. Det er en trussel, vi skal tage alvorligt,” fortæller Katherine Richardson, der til daglig forsker i, hvordan menneskelige aktiviteter påvirker Jordens overordnede miljøtilstand (Earth System Science).

“Når vi som samfund føler os truet, har vi tidligere vist os i stand til at handle – senest under COVID-19-pandemien. Sagen er imidlertid, at COVID-19 er peanuts i forhold til den eksistentielle krise, vi står over for. Alligevel bliver ambitioner på klimaområdet gentagne gange nedprioriteret, idet finanskriser, energikriser eller krige træder i forgrunden. Det er ikke forsvarligt at blive ved med at udskyde ansvar og handling,” tilføjer Katherine Richardson. 

Fortsætter menneskeheden med at forbruge og smide så mange af Jordens ressourcer ud, som tilfældet er i dag, vil samfundet undergå meget voldsomme forandringer som følge af global opvarmning og tab af biodiversitet, lyder det fra ­Katherine Richardson. En temperaturstigning på mere end et par grader vil, udover ekstreme vejrfænomener, medføre konsekvenser som tørke, ørkendannelse, vandmangel og mislykket høst flere steder i verden. Vi vil opleve, at der er ubeboelige områder på Jorden og overbefolkning andre steder. Selv aktiviteter som flytransport, der i dag er en integreret del af vores samfund og styrker den globale sammenhængskraft, vil i fremtiden formentlig blive umulig på grund af ekstrem turbulens, hvis en sådan temperaturstigning bliver en realitet.

Behov for et opgør mod markedsmekanismer

For at skabe reel grøn omstilling efterlyser Katherine Richardson et opgør med dominerende markedsmekanismer i samfundet, flere ambitiøse tiltag på klimaområdet samt mere politisk handlekraft, end hvad der er tilfældet i dag. 

“Inden for erhvervslivet hersker der en generel opfattelse af, at rigdom er forbundet med kapital, men penge gør det blot muligt for os at udnytte og udveksle Jordens ressourcer, der er vores ægte og sande valuta. Hver fjerde af de 100 største ­selskaber i verden har et forretningsmål, hvis indtjening er afhængig af fossile brændsler. Det er det, vi er oppe imod. Markedet gør, at de politiske processer er fuldstændig lammede,” siger Katherine Richardson. 

Hun opfordrer til, at vi i højere grad respekterer, at Jordens ressourcer er menneskehedens ægte valuta, frem for kapital, og at vi som følge heraf forvalter og bruger Jordens ressourcer på en bæredygtig og meningsfuld måde. 

“Det er, som om vi forventer, at andre skal tage initiativ, når det kommer til at tackle klimaforandringerne. Jeg oplever en udbredt forestilling om, at det er politikerne, der skal løse problemerne, og samtidig ser jeg, at politikerne forventer, at ingeniører og andre fagfolk finder løsningerne. Bolden bliver konstant kastet videre, men løsningen er snarere at sætte os selv i centrum for forandringerne. At vi påtager os et ansvar og handler på det, fremfor at vente på at andre gør noget,” lyder opfordringen fra Katherine Richardson.

Hun fremhæver 1990’erne som en politisk visionær og progressiv periode på klimaområdet med Svend Auken og Connie Hedegaard i spidsen. I denne periode var Danmark bl.a. aktiv i udviklingen af Kyoto-protokollen (1997), hvis formål var at reducere drivhusgasemissioner globalt, ligesom der blev indført CO₂-afgifter for virksomheders energiforbrug kombineret med en tilskudsordning til energibesparelser og en aftaleordning for energiintensive virksomheder. Foruden en række andre politiske tiltag blev der i 1990’erne også implementeret politikker for at fremme bæredygtig transport, herunder incitamenter til brug af kollektiv transport og cykling.

At placere sig selv i centrum for forandring

Men det er, ifølge Katherine Richardson, ikke nok, at politikerne ­viser større mod og træffer mere visionære beslutninger. Forbrugere og virksomheder skal også vise større initiativ, når det kommer til at tackle klimaforandringerne. Det handler om at tage ansvar. 

“Det er sandt, at vi i Danmark har været forholdsvis dygtige til at afkoble vores energiforbrug fra drivhusgasemissioner, bl.a. fordi vi har haft politikere, der turde træffe modige beslutninger, men det gør os dog langtfra ledende på alle fronter. Drivhusgasudledningen pr. indbygger er fx betydeligt højere i Danmark end i mange andre lande, herunder Kina, ligesom vores kost i Danmark er 45 pct. mere klimabelastende end den gennemsnitlige verdensdiæt – og også mere belastende end den gennemsnitlige europæers kost,” forklarer Katherine Richardson. 

Hun slår fast, at de helt store syndere i forhold til Danmarks samlede ressourceanvendelse primært relaterer sig til produktion af fødevarer samt transport og forbrug.

“Vi har udviklet en brug-og-smid-væk-kultur, der ikke eksisterer i naturens normale kredsløb. Affald er menneskeskabt, og det er afgørende, at vi vender tilbage til det naturlige kredsløb, der er drevet af principperne bag cirkulær økonomi,” fortæller Katherine Richardson. Hun nærer et håb om, at børn i 2050 slet ikke kender til begrebet affald, og at samfundets produktion og forbrug på det tidspunkt vil være organiseret efter principperne bag cirkulær økonomi.

Når man spørger Katherine Richardson, hvad der skal til for at skabe den nødvendige forandring, peger hun på, at affaldsproduktionen skal stoppes.

“Afgifter bør ikke kun omfatte udledning af CO₂. Vi burde i højere grad lægge omkostninger på alle former for affaldsproduktion. Det betyder ikke, at vi skal stoppe med at forbruge, men det betyder, at vi skal væk fra brug-og-smid-væk-kulturen og undgå affaldsproduktion,” siger hun.

I forlængelse heraf henviser Katherine Richardson til et studie, som hun selv har været leder af, og som i efteråret 2023 konkluderede, at seks af verdens ni planetære grænser er overskredet. De ni planetære grænser repræsenterer processer, der er nødvendige for at bevare Jordens miljøtilstand. De omfatter blandt andet klimaforandringer, biodiversitet, forsuring af verdenshavene, forbrug af ferskvand og arealanvendelse. 

“Seks af de planetære grænser er overskredet pga. affald, det vil sige ting, vi efterlader i miljøet, som ikke burde være der, såsom kemikalier, reaktivt kvælstof, CFC’er, der nedbryder ozonlaget, drivhusgasser og partikler i atmosfæren,” forklarer hun. 

Behov for opgør med fastgroede forestillinger

Katherine Richardson hæfter sig desuden ved, at en række fastgroede forestillinger om, hvad grøn omstilling kræver af os, er en barriere for at skabe reel forandring. Hun fremhæver bl.a., at der er behov for at nedbryde den generelle opfattelse af, at menneskeheden må affinde sig med afsavn for at udvikle et bæredygtigt samfund. Det er ikke nødvendigvis tilfældet, lyder det.

“Selvom vi i dag forbruger mere energi end for 15 år siden, belaster vi samlet set miljøet mindre, da vi genererer energi på alternative måder. Derfor behøver grønne valg ikke nødvendigvis indebære afsavn,” påpeger Katherine Richardson.

En anden sejlivet myte, der bør aflives, er, at den teknologiske udvikling automatisk leder til mere bæredygtighed.

“Vi ved, at teknologiudvikling ikke nødvendigvis fører til øget bæredygtighed, selvom det kan være hensigten. For ca. 15 år siden førte EU-politikernes beslutning om at reducere klima­belastningen fra privatbilisme til nye standarder og udviklingen af grønnere biler. Imidlertid har den efterfølgende prisnedsættelse på benzinbiler eksempelvis medført, at flere danskere i dag køber og kører i biler, hvilket har skabt en samlet større kørselsrelateret klima­belastning. Derfor er det ikke tilstrækkeligt at indføre teknologi med grønne intentioner. Vi er nødt til at blive klogere på, hvordan teknologier integreres i samfundet og påvirker menneskelig adfærd.”

Katherine Richardson bryder sig i det hele taget ikke om, at vi taler om løsninger og løsningsmodeller, fordi det antyder, at vi kan forvente en endegyldig afslutning på klimaudfordringerne. Sådan er det ikke. Der er i stedet tale om en kontinuerlig proces. 

For at illustrere sit synspunkt nævner hun vores syn på vindmølleindustrien og dens rolle i forhold til at sikre den grønne energiforsyning: “Jeg tror ikke, vindmøller eksisterer om 50 år. Jeg tror i stedet, at vi er blevet lige så kloge som planter, der via fotosyntese udnytter solens energi direkte. Indtil vi har fundet en smartere måde at forvalte solens energi på, er vindmøller et meget nyttigt og hjælpsomt redskab, men jeg betragter ikke vindmøller som en løsning.”