“Vi skal give naturen meget mere plads”

Vi står ikke blot midt i én global miljørelateret krise, men i hele to – en klimakrise og en biodiversitetskrise. Den gode nyhed er, at alvoren ved dem begge er ved at gå op for både politikere og erhvervslivet, og det glæder en af landets førende eksperter på området, Bo Normander. Han beskriver sig selv som optimist, men alligevel tror han ikke på, at vi for alvor får vendt skuden i løbet af hans egen levetid. Men netop derfor er der grund til at handle, også her i Danmark, hvor naturen ifølge Bo Normander faktisk har det værre, end mange går og tror:

“Det ser ikke godt ud. I hele min levetid er det faktisk kun blevet værre for naturen i Danmark. Helt konkret ser vi det nu med iltsvind i fjordene og et nødlidende havmiljø. Og på land er der for lidt plads til naturen og arterne. Det grundlæggende problem er, at vi nærmest ikke har noget uberørt, vild natur i Danmark. Mere end 60 pct. af Danmarks jordarealer er landbrug, 15 pct. er produktionsskov, 13 pct. er byer og bebyggede områder, herunder eksempelvis et omfattende vejnet. Der er ganske enkelt ikke plads til naturen. Vi udnytter landressourcerne til det yderste, fordi vi har et meget intensivt landbrug og skovbrug, og selvom begge dele måske syner af natur, så er det tæmmet natur, der er indrettet til produktion.”

Biodiversitetskrisen er den værste

Bo Normander ved, hvad han taler om. Han er uddannet civilingeniør, har en ph.d. fra det tidligere Danmarks Miljøundersøgelser, der i dag er en del af Aarhus Universitet, og har bestredet ledende stillinger i bl.a. Verdensnaturfonden, Det Økologiske Råd (i dag: Rådet for Grøn Omstilling) og den amerikanske tænketank Worldwatch Institute. I dag arbejder han som selvstændig i NaturTanken med at rådgive og formidle viden om naturbeskyttelse, og derudover er han forskningsfaglig rådgiver i sekretariatet hos Biodiversitetsrådet. Det er som selvstændig rådgiver, at han udtaler sig i dette interview, påpeger han.

“Da jeg startede som ung forsker på Danmarks Miljøundersøgelser for over 20 år siden, blev der allerede dér råbt op om naturkrisen i Danmark, men det var primært i forskerverdenen. Der blev siden vedtaget en række planer og politikker, så der er sket noget på området – men der er ikke sket nok. Nu er det, som om man er ved at forstå alvoren. Men det er nok også, fordi man på globalt plan har en erkendelse af, at vi nu står med både en klimakrise og en biodiversitetskrise. Og i virkeligheden er biodiversitetskrisen værre end klimakrisen, for hvis vi ødelægger naturen, er det svært at genskabe den. De arter, vi udrydder, får vi aldrig igen,” siger Bo Normander.

Heldigvis er der lyspunkter, for alene det, at kriserne nu er på dagsordenen og italesættes, giver håb, mener han.

“Godt nok er naturen gået tilbage, men vi har eksempelvis fået bedre styr på luftforureningen. I dag er der også flere aktører i samfundet, som byder ind, inklusive erhvervslivet.”

Vi er langt fra EU’s krav

Bo Normander fremhæver flere områder, hvor erhvervslivet kan gøre en forskel. Det gælder bl.a. ved at understøtte projekter, der skaber vild natur og genopretter naturen i områder, hvor man har forstyrret den – som fx ådale. Det handler nemlig i høj grad om at give naturen plads. Ifølge beregninger foretaget af Biodiversitetsrådet har Danmark blot omkring 2 pct. beskyttet natur, hvilket er blandt det laveste i hele EU, hvor man har en målsætning om, at hvert land skal have 30 pct. beskyttet natur, heraf 10 pct. strengt beskyttet. Målsætningen understøttes af Natura 2000-initiativet, der er et netværk af beskyttede naturområder i EU, oprettet for at bevare truede arter og naturtyper.

“De mål bør vi i Danmark leve op til. Og der skal være tale om reelt beskyttet natur. Som det er i dag, indeholder danske Natura 2000-områder også opdyrkede marker og andet, der ikke er beskyttet natur. Så der er rigtig langt op til de 30 pct., og det skal der arbejdes for politisk."

Omstilling af landbruget er afgørende

Formålet med Natura 2000 er altså at sikre bevarelse af naturen, hvoraf en stor del skal have lov at være i fred. Og det er et ømtåleligt emne i et landbrugsland som Danmark, hvor der ligger en historisk stolthed over evnen til at opdyrke landet, som går helt tilbage til 1800-tallets opdyrkning af heden, mener Bo Normander.

“Det vigtigste i forhold til at få mere vild natur i Danmark er at omstille landbruget. Det er det vigtigste erhverv, dels fordi det fylder 60 pct. af landet, dels fordi det har den største ”impact” på vores natur. Jeg taler ikke om den enkelte landmand, men om landbruget som sådan, fordi det optager landarealer og fortrænger og forurener naturområder, både på land og i havet. Alle vores ressourcer kommer fra naturen, så hvis ikke vi passer godt på den, så er der ikke noget tilbage. Overfiskeri er et andet klassisk eksempel. Fiskeriet omkring Bornholm er i dag forsvundet, og der går mange år, før man kan håbe på, at det genopstår,” siger han.

Sammenligner vi os med vores naboland Sverige, er situationen en helt anden. Her har man meget skovbrug, men ikke så meget landbrug, og da skovbrug er mere skånsomt over for vandmiljøet, har svenskerne ikke samme udfordringer i søer, elve og kystnære miljøer, forklarer Bo Normander. Han mener, at der skal handles politisk – mere ambitiøst end hidtil. Derfor er han heller ikke ubetinget imponeret af den grønne trepartsaftale, hvor regeringen og dens parter har udarbejdet et langsigtet grundlag for omlægning og omstilling af Danmarks arealer og af fødevare- og landbrugsproduktionen.

"Den grønne trepartsaftale har nogle rigtig gode elementer, bl.a. de 40 milliarder kroner i en kommende arealfond, der er afsat til at opkøbe landbrugsarealer og skabe natur. Det skuffende ved den grønne trepart er, at man vælger en klimaafgift, der er lavere end det mindste forslag fra Svarer-udvalget (et ekspertudvalg, der blev nedsat af S-regeringen i februar 2021 med den opgave at udarbejde et forslag til en grøn skattereform, red.). Det gør, at incitamentet til at omlægge bliver mindre. Der skal skrues mere på afgifterne, for det er ikke længere nok med gulerod og frivillige aftaler; der skal også bruges pisk.”

Hvad kan erhvervslivet gøre?

Landbruget er den vigtigste aktør i den grønne omstilling, men resten af dansk erhvervsliv kan også bidrage, og interessen for at gøre en forskel er støt stigende, lyder det fra Bo Normander. Men hvordan gør man bedst en forskel?

“Det bedste, man kan gøre for naturen, er at holde fingrene væk. Naturen klarer sig for det meste bedst, hvis den er urørt. Man kan godt hjælpe den vilde natur på vej ved fx at udplante hjemmehørende træarter eller udsætte elge, men ellers skal man i det store hele lade naturen klare sig selv. Det væsentlige er derfor, at man hjælper med at skabe reel natur. Man skal passe på med, at man ikke blot greenwasher, fordi det tæller bl.a. ikke at etablere folkeskov eller produktionsskov eller plante ålegræs,” siger Bo Normander.

Som et godt eksempel nævner han Den Danske Naturfond. Fonden er en uafhængig, almennyttig fond, der blev oprettet af to private fonde og staten i 2015 med det formål at bevare og genoprette natur og biodiversitet i Danmark. Fonden opkøber, beskytter og genopretter naturområder for at sikre levesteder for truede arter og bevare værdifulde landskaber. Den finansieres gennem bidrag fra både staten, private virksomheder og almindelige danskere, og den arbejder tæt sammen med lokale aktører og myndigheder for at opnå sine mål.

“Det bedste, virksomheder og fonde kan gøre, er at støtte initiativer som fx dem fra Den Danske Naturfond,” siger Bo Normander.

En samfundsopgave at drive udviklingen

Selvom erhvervslivet kan gøre meget, mener Bo Normander ikke som sådan, at det skal eller kan drive den grønne omstilling. De danske virksomheder står, som han ser det, i et dilemma, hvor de kan bidrage til den grønne omstilling, men hvor de også modarbejder den:

“Det er naivt at tro, at virksomheder kan drive den grønne omstilling. Sådan har vi ikke indrettet samfundet. De enkelte virksomheder kan gøre meget for at blive mere miljøvenlige, men udfordringen ligger i, at selvom de gerne vil gøre det bedre, vil de ikke gøre det mindre. Vi har skabt et marked, hvor der skal produceres mest muligt. Der har ikke været mange penge i at passe på naturen og ressourcerne. Markedet bør derfor reguleres, så det i højere grad kan betale sig at bruge naturen bæredygtigt.”

Hvis vi som nation for alvor skal rykke med den grønne omstilling, skal der ifølge Bo Normander ske en større, kulturel transformation i hele samfundet, hvor vi allesammen skal ændre vores forbrug og vores vaner mod noget mere bæredygtigt.

“Det er ikke bare én sektor, der gør forskellen. Et godt eksempel så vi i forhold til ozonlaget. Først var det forskerne, der råbte vagt i gevær og påpegede, at HFC-gasser ødelagde ozonlaget, og så kom civilsamfundet med i form af grønne organisationer og intellektuelle. På den måde var der to sektorer, der råbte op, og til sidst kom politikerne også med. Endelig deltog virksomhederne også i udviklingen, fordi de godt kunne se, at de var nødt til at finde alternativer. Problemet i dag er, at både klimakrisen og biodiversitetskrisen er meget mere komplekse og omfangsrige end problemet med ozonlaget.”

Så hvor står vi nu – og hvad mener Bo Normander, vi kan forvente i fremtiden?

“Jeg tror og håber, at vi har nået et vendepunkt nu i Danmark. Og om 10 år håber jeg, at tabet af natur er bremset. Men det bliver nok ikke i min levetid, at vi for alvor ser en forskel. Jeg håber dog, at vi om 10 år er tættere på EU-målene på hhv. 30 pct. og 10 pct., ligesom jeg håber, vi har fået foretaget en omstilling af landbruget.”