Et strategisk fravalg lagde fundamentet for Sejer Pedersen A/S som moderne entreprenørvirksomhed

#
  • november 2025

Sejer Pedersen startede som 21-årig en maskinstation med sin fars traktor og marksprøjte. I dag står han i spidsen for en højteknologisk entreprenørvirksomhed med 130 medarbejdere – understøttet af sønnerne Nicolai og Mathias, hvor sidstnævnte har ansvaret for al produktion. Historien om Entreprenørfirmaet Sejer Pedersen A/S er historien om en autodidakt maskinfører, der turde tænke stort - altid forankret i velovervejede investeringer og fokus på planlægning.

Pointer fra artiklen

  • Entreprenørfirmaet Sejer Pedersen A/S har oplevet 100 procent vækst de seneste fem år og nærmer sig en omsætning på en halv milliard kroner.
  • Virksomheden drives af en stærk kultur med ordentlighed, respekt og høj anciennitet.
  • De arbejder på at implementere CO2-dokumentation pr. sag for at være klar til fremtidige krav.

Historien om Entreprenørfirmaet Sejer Pedersen A/S startede tilbage i 1984, da Sejer Pedersen var 21 år.

“Jeg startede med en meget lille maskinstation i form af min fars traktor og marksprøjte. Jeg troede egentlig, jeg skulle være landmand, men jeg har altid været vild med maskiner,” fortæller Sejer Pedersen.

En uddannelse blev det ikke til, men han forsøgte sig i det små med at tilbyde hjælp til landmænd i lokalområdet med traktoren og sprøjten for at se, om det kunne føre til noget. Det kunne det. Og allerede dengang lærte han det, der siden skulle blive et mantra for hele virksomheden - at investere rigtigt og planlægge sig til succes.

“Min første store investering var en bigballepresser, der lavede større halmballer end de traditionelle. Der var stor efterspørgsel fra omegnens landmænd på at hyre mig og ballepresseren, og den tjente sig ind på det første år. Det lærte mig, at hvis du tænker dig om og har styr på økonomien, så skal tingene nok løbe rundt.”

Den tilgang har kendetegnet virksomheden lige siden: praktisk sans, rettidig investering og et skarpt øje for, hvad kunderne reelt har brug for.

Om Sejer Pedersen

Direktør for Entreprenørfirmaet Sejer Pedersen A/S. Startede virksomheden i 1984 som maskinstation i Vildbjerg med sin fars traktor og marksprøjte – og en forkærlighed for maskiner og et stærkt fokus på planlægning, kvalitet og ordentlighed. Er i dag en aktiv del af den daglige ledelse som “blæksprutte” med fingeren på pulsen i alle dele af forretningen.

Sejer Pedersen
Mathias Sejer Pedersen

Om Mathias Sejer Pedersen

Bygningskonstruktør og medejer af Entreprenørfirmaet Sejer Pedersen A/S. Færdiguddannet i 2021 og ansvarlig for al produktion i virksomheden. Kendt for sit digitale mindset og fokus på effektiv drift, kvalitetssikring og CO2-dokumentation. Repræsenterer den nye generation i familievirksomheden og driver flere af de teknologiske initiativer.

Generationsskifte i 2019

Entreprenørfirmaet voksede støt i de efterfølgende år og etablerede sig som en solid aktør i entreprenørbranchen med opgaver, der efterhånden blev løst over hele landet. Samtidig voksede sønnerne Mathias og Nicolai op til voksne mænd og trådte også ind i virksomheden. Og i 2019 gennemførte virksomheden et generationsskifte, hvor de blev en del af ejerkredsen sammen med Helge Straadt Vestergaard og Joakim Pedersen. Nicolai er anlægsstruktør, Helge er salgs- og økonomichef for Jylland, og Joakim er salgs- og økonomichef for Sjælland. Ansvaret for produktionen ligger hos Mathias Sejer Pedersen, som er uddannet bygningskonstruktør.

“Jeg valgte bevidst at arbejde et andet sted først. For jeg vidste, at når jeg først kom hjem, kom jeg aldrig væk igen,” fortæller han med et skævt smil.

Virksomheden og ledelsesformen er flad og uformel. Alle fem ejere har deres ansvarsområder, og de blander sig ikke i hinandens domæner.

“Vi går ikke så meget op i titler. På LinkedIn står der vist stadig, at jeg er projektleder, men jeg har altså det overordnede ansvar for alle produktioner i hele landet. Vi har i virkeligheden mange kasketter på hver dag i forhold til at implementere og udvikle, så vi kan gøre virksomheden bedre,” siger Mathias Sejer Pedersen.

“Vi tager ikke de opgaver, som alle kan lave. Så bliver prisen presset i bund, og pengene er væk på en enkelt regnvejrsdag. Vi tager de mere komplekse opgaver, hvor vores erfaring og faglighed gør en forskel.”

Mathias Sejer Pedersen Ejerleder, Entreprenørfirmaet Sejer Pedersen A/S

Kontrolleret vækst

De seneste fem år har Entreprenørfirmaet Sejer Pedersen A/S fordoblet både top- og bundlinje og nærmer sig en samlet omsætning på en halv milliard kroner. Men væksten er bevidst og kontrolleret.

“Vi skal ikke bare vækste for vækstens skyld. Vi vil have styr på maskinrummet, for ellers kan vi ikke få det til at lykkes,” siger Mathias Sejer Pedersen og understreger, at ejerkredsen konsekvent følger princippet om, at vækst skal ske i takt med, at organisationen kan følge med - både menneskeligt og teknisk.

Virksomheden vinder sjældent opgaver på at være billigst, men på at levere den bedste løsning til den bedste pris. Sejer Pedersen har gjort sig stærk på kvalitetssikring, koordinering og tryghed for kunden. Løsningerne optimeres sammen med kunden, og det giver færre fejl, mindre spild og højere tillid.

“Vi tager ikke de opgaver, som alle kan lave. Så bliver prisen presset i bund, og pengene er væk på en enkelt regnvejrsdag. Vi tager de mere komplekse opgaver, hvor vores erfaring og faglighed gør en forskel,” siger Mathias Sejer Pedersen.

Det kan være et projekt på et lille frimærke i det indre København. En stram tidsplan på et boligbyggeri, hvor der flyttes jord i en fart. Eller et kloakprojekt, der skal laves hurtigt.

“Alle kan jo grave et hul. Men når opgaven er mere kompleks karakter, så kræver det nyeste grej og meget mere tilsyn, koordinering, projektledelse og tidsstyring,” understreger Sejer Pedersen.

En af virksomhedens styrkepositioner er de komplekse anlægsprojekter, hvor præcision og logistik skal gå hånd i hånd. Sejer Pedersen A/S har blandt andet stået for udgravning og anlægsarbejde til omkring 600 vindmøller rundt i landet - og har specialiseret sig i komplicerede jordflytninger i tætte byområder.

Om Entreprenørfirmaet Sejer Pedersen A/S

Etableret i 2005, hovedsæde i Vildbjerg, 130 ansatte. Koncernen nærmer sig en omsætning på en halv milliard kroner og råder over 150 entreprenørmaskiner. Virksomheden er specialiseret i jordarbejde, kloakering, belægning og gartnerarbejde samt i komplekse anlægsopgaver, hvor præcision og planlægning er afgørende.

Entreprenørfirmaet Sejer Pedersen A/S

Når erfaring møder teknologi

Virksomheden har i dag omkring 150 entreprenørmaskiner som Nicolai Sejer Pedersen styrer rundt med i hele Danmark. Alle udstyret med GPS-systemer, der måler CO2-udledning, tomgangstid og effektivitet. Data bruges til at optimere drift og bæredygtighed. Maskinerne er udstyret med autosluk, som slår motoren fra, når den står stille. Vedligehold af maskiner foregår med tre servicevogne, som servicerer ude på byggepladserne.

“Det har reduceret spildtiden med 30 procent og forlænger levetiden på maskinerne med et år,” fortæller Mathias Sejer Pedersen. Virksomheden har desuden egen vogn til kloak-tv og udfører selv komprimeringskontroller, så kvaliteten kan dokumenteres. Digitaliseringen ses ikke som et mål i sig selv, men som et værktøj. Man kaster sig ikke bare over alt, der er nyt. Det skal give mening.

“Vi er i gang med at implementere AI-software til brug i virksomheden. Men vi kan ikke løfte sløret for det, vi er i gang med at få udviklet,” siger Mathias Sejer Pedersen.

“Der er tre måder at tjene penge på. Det er planlægning, planlægning og planlægning.”

Sejer Pedersen Ejerleder, Entreprenørfirmaet Sejer Pedersen A/S

Mennesker og bæredygtighed

Hos Sejer Pedersen A/S er medarbejderne den vigtigste ressource. Med 130 ansatte lægges der vægt på at holde fast i dem og sørge for, at de trives og har mulighed for at udvikle deres kompetencer. En høj anciennitet blandt medarbejderne peger på, at folk er glade for at være i virksomheden.

Maskinførerne får lov til at vælge deres egne maskiner, når der skal købes nye. Det er deres kontor, påpeger Sejer Pedersen, og det skal være i orden. Der er også stort fokus på de medarbejdere, der har et mere fysisk krævende arbejde, der slider på kroppen med tiden. Man finder nye roller – fx som formand, planlægger eller som en del af administrationen.

“Vi kigger altid i egne rækker først, når der skal besættes nye stillinger,” fortæller Mathias Sejer Pedersen og tilføjer, at virksomheden også holder fast i et mål om, at 10 procent af medarbejderne er lærlinge og bygningskonstruktører i praktik.

Bæredygtighed er også et fokusområde, som rækker ud i fremtiden. Selvom ikke alle kunder efterspørger CO2-dokumentation, så handler man proaktivt og har udviklet systemer til at måle CO2-aftrykket på de enkelte projekter. Man vil være klar, når kravene kommer – måske allerede i 2026. Det bliver et konkurrenceparameter og dem, der ikke har styr på tallene, risikerer at blive valgt fra, lyder det.

Overordnet får man et tydeligt indtryk af, at ejerlederne har fingeren på pulsen og sørger for, at virksomhedens fremtid sikres på alle parametre. Der er ikke noget, der overlades til tilfældigheder. Det er derfor heller ikke et overraskende svar, der kommer, når man spørger Sejer Pedersen, hvad der har været nøglen til succes gennem fire årtier. Svaret kommer uden tøven:

“Der er tre måder at tjene penge på. Det er planlægning, planlægning og planlægning.”

Mathias Sejer Pedersen stemmer i.

“Planlægning er altafgørende. Vi sidder løbende og planlægger på forkant, hvor de store maskiner skal hen. Det er i den forbindelse også vigtigt, at vi får lavet de rigtige hold på de enkelte projekter. Vi kender alle vores folk, ved hvad de er gode til, og hvor de fungerer bedst. Så planlægning er en høj prioritet for os. Det er også derfor, at vi ikke har nogen maskiner hjemme,” siger Mathias Sejer Pedersen.

Få det nyeste CXO Magasin i din indbakke

Tilmeld dig PwC's nyhedsbrev

Download CXO Magasinet #43

Læs hele magasinet

Kontakt os

Ulrik Ræbild

Partner, København, PwC Denmark

2141 6155

E-mail

Palle H. Jensen

Partner, statsaut. revisor, Esbjerg, PwC Denmark

2961 3097

E-mail