Fra garage til væksteventyr – drevet af fællesskab og forskellighed

#
  • november 2025

Med en klar vision om ejerskab, kundetillid og kvalitet har Multi-Tech A/S opbygget en solid forretning med stigende omsætning. Bag succesen står fire ejerledere med forskellig erfaring og personlighed, som tilsammen skaber et stærkt lederteam og en kultur præget af høj medarbejdertrivsel, hvor der er fokus på lærlinge. I dag er Multi-Tech ikke blot en pålidelig aktør inden for el-installation, el-eftersyn og energioptimering – virksomheden er også et levende eksempel på, hvordan klare visioner, tillid og engagerede mennesker driver vækst.

Pointer fra artiklen

  • Multi-Tech A/S har kombineret organisk vækst med strategiske opkøb.
  • Digitalisering har været en nøglefaktor i at håndtere væksten effektivt.
  • Lærlinge udgør omkring 25 pct. af medarbejderstaben.

Der var intet prangende ved starten. Ingen glasfacader, ingen investorer i kulissen – kun en ydmyg garage til 6.000 kroner om måneden, som blev rammen om det, der siden skulle blive en succesfuld væksthistorie på Vestsjælland. Tre mænd med hver 250.000 kroner på lommen delte en fælles vision om at skabe et foretagende, hvor de selv havde ejerskab og frihed til at bestemme.

Det første skridt tog Niels Jørgensen i en alder af 43 år. Efter mange år som afdelingsdirektør i et større firma i byggebranchen besluttede han, at nu var det tid til at starte sin egen virksomhed. Han skrev derfor en forretningsplan, fandt en revisor samt advokat og oprettede eget CVR-nummer.

“Enten kunne jeg vente på at gå på pension, eller også kunne jeg få noget fra hånden. Jeg valgte at sige mit gode job op og forlod kontoret samme dag,” fortæller han.

Kort efter samlede Niels Jørgensen to bekendtskaber fra sit netværk omkring idéen: Thomas Aunsbak, der på daværende tidspunkt var 33 år og overmontør i Kalundborg, og Esben Christensen, der var 27 år og tidligere lærling hos Bravida.

Sammen skærpede de forretningsplanen, lagde budget og besluttede at investere fuldt engagement i projektet. Den 1. august 2005 blev Multi-Tech A/S officielt stiftet.

“Vi startede med et klart princip om, at kunderne skulle vende tilbage, fordi de kunne stole på os. Det har udmøntet sig i et fælles regelsæt, der sikrer service, vedligehold og rammeaftaler. Fejl rettes straks, og uenigheder med kunder må aldrig udvikle sig til konflikt,” siger Niels Jørgensen.

I dag er Multi-Tech en solid og dynamisk aktør på det sjællandske marked og tilbyder el-installation, el-eftersyn og energioptimering.

“Forskellighed er ikke bare interessant – det er en konkret styrke, der også giver os en klar rollefordeling.”

Niels Jørgensen, Ejerleder, Multi-Tech A/S

Vækst i stor skala

De første fem år handlede om at lægge fundamentet for Multi-Tech. Ejerlederne arbejdede intensivt med kunderelationer, interne processer, ansættelser og håndtering af daglige udfordringer i en voksende installations- og servicevirksomhed. Lange dage i felten, mange kundebesøg og timer med budgetter og planlægning blev hverdag – men indsatsen bar frugt.

I 2009 åbnede de en ny afdeling i Sorø, og året efter rundede Multi-Tech 20 millioner kroner i omsætning. Samtidig blev ejerkredsen udvidet. Ricco Lind Hansen, der dengang var 32 år, indtrådte som medejer. Ejerskabet blev herefter fordelt ligeligt med 25 pct. til hver af de nu fire ejerledere.

“Den nye struktur styrkede os og skabte plads til yderligere vækst. I 2011 gennemførte vi vores første opkøb, BL Electric, næsten på størrelse med vores egen virksomhed, samtidig med at vi åbnede en afdeling i Holbæk med ansvar for lokal drift og udvikling af medarbejderteams,” fortæller Niels Jørgensen.

Efter det første opkøb har Multi-Tech gennemført yderligere 12 opkøb, hvilket har bidraget til den markante vækst fra 2010 til 2020, hvor omsætningen steg fra 20 til 100 millioner kroner. De senere år er omsætningen steget med omtrent 100 millioner kroner om året, og i dag står Multi-Tech A/S med en stærk økonomi og et overskud før skat på 63,1 millioner kroner. Størstedelen af indtjeningen er blevet geninvesteret – bl.a. i en ejendomsportefølje, som virksomheden gradvist har opbygget igennem årene.

“Vi har med omtanke investeret i 23 erhvervsejendomme med 160 lejere som en stabiliserende ballast,” siger Niels Jørgensen. 

Han peger samtidig på, at digitaliseringen har styrket virksomhedens konkurrencekraft. Tidligere fik medarbejderne fysisk papirdokumentation med opgaver og adresser, men i dag foregår alt digitalt.

“Digitaliseringen har været afgørende for, at vi kan håndtere væksten effektivt. Hver opgave har sit eget jobnummer, materialer leveres direkte til stedet, og timer registreres automatisk til fakturering. Det gør arbejdet smidigere og mindre bureaukratisk. Samtidig giver det os overblik over medarbejdere, biler og opgaver,” forklarer han.

Om Niels Jørgensen

Født i 1962. Medejer og adm. direktør i Multi-Tech siden 2005.

Tidligere afdelingsdirektør i Bravida, 2002-2005.

Afdelingschef i Semco Danmark, 1994-2002.

Afdelingschef i AAB Electric, 1988-1994. 

Om Esben Christensen

Født i 1978. Medejer af Multi-Tech siden 2005.

Bravida Danmark Projekter, 2001-2005.

Tidligere lærling hos Bravida, 1996-1999.

Uddannelse: El-installatør 1999-2001.


Om Thomas Aunsbak

Født i 1972. Medejer af Multi-Tech siden 2005.

Tidligere overmontør hos Bravida, 2000-2005.

Elektriker hos Bravida, 1996-2000.

Om Ricco Lind Hansen

Født i 1977.

Medejer af Multi-Tech siden 2010.

Tidligere el-overmontør hos Bravida, 2005-2009.

Hver ejerleder har særlige styrker

Tilsammen bringer fire ejerledere hver deres erfaring, personlighed, netværk og styrker ind i virksomheden – noget, Niels Jørgensen ser som en afgørende faktor for Multi-Techs succes. Både i den tidlige etableringsfase, under vækstrejsen – og i dag.

“Vores forskellighed – fagligt, geografisk og aldersmæssigt – er en kæmpe styrke. Sammen med vores brede netværk og alsidige erfaring har det bragt os hertil,” konstaterer han og tilføjer, at ejerlederne hver især repræsenterer en af de fire DISC-profiler, der tilsammen afspejler forskellige måder at handle, kommunikere og lede på.

“Det giver os et bredere perspektiv, et bedre beslutningsgrundlag og et stærkere samarbejde. Den ene er handlekraftig og resultatorienteret, en anden energisk og relationsskabende, en tredje loyal og støttende, mens den fjerde har blik for detaljer og kvalitet. Forskellighed er ikke bare interessant – det er en konkret styrke, der også giver os en klar rollefordeling af ansvarsområder.”

Ejerledernes forskellige personlighedsprofiler er også en styrke i forhold til medarbejderne. Hvor nogen har brug for klar struktur, motiveres andre af relationer og energi, mens andre trives bedst med stabilitet og støtte. Kombinationen giver gode forudsætninger for at møde medarbejderne, hvor de er, og skabe et miljø, der understøtter trivsel.

“Vores forskellighed og fælles ansvar gør os robuste som ledergruppe og i stand til at udvikle virksomheden videre – uden at miste den nære kultur, der har bragt os til en omsætning på næsten en halv milliard kroner i dag.”

“Vores forskellighed og fælles ansvar gør os robuste som ledergruppe og i stand til at udvikle virksomheden videre – uden at miste den nære kultur, der har bragt os til en omsætning på næsten en halv milliard kroner i dag.”

Niels Jørgensen, Ejerleder, Multi-Tech A/S

Om Multi-Tech A/S

Multi-Tech blev stiftet den 1. august 2005. Virksomheden tilbyder alt inden for el-installationer og service heraf på tværs af alle brancher fra bolig til erhverv, industri, boligselskaber og landbrug.

Ejerkredsen består af Niels Jørgensen, Thomas Aunsbak, Esben Christensen og Ricco Lind Hansen, der hver ejer 25 pct. af virksomheden. Virksomheden har fire afdelinger fordelt på Sjælland, herunder deres firmadomicil i Kalundborg og tre afdelinger i henholdsvis Holbæk, Sorø og Hvalsø. I dag omsætter Multi-Tech samlet for omkring 450 millioner kroner. Virksomheden beskæftiger ca. 250 medarbejdere.

Multi-Tech A/S

Lærlinge som central del af fremtidens fundament

Hos Multi-Tech udgør lærlinge i dag omkring 25 pct. af medarbejderstaben – svarende til 80 unge i oplæring – og det er ingen tilfældighed. Ifølge Niels Jørgensen handler det både om at løfte et samfundsansvar og sikre virksomhedens fortsatte udvikling og konkurrencekraft gennem medarbejdere med de rette kvalifikationer.

“Vi gør det, fordi det er en pligt – og fordi det er en gave at se mennesker vokse. Om få år vil der mangle næsten 100.000 faglærte, så vi har et ansvar for at uddanne nye fagfolk,” forklarer han.

Men for Niels Jørgensen handler arbejdet med lærlinge først og fremmest om mennesker. Han smiler, når han fortæller, hvordan mange unge møder op som usikre teenagere og gradvist vokser ind i både faget og fællesskabet:

“Jeg kan godt blive rørt over det, for jeg kan genkende mig selv i mange af dem. Vores første lærling, Mads, startede i 2005. I dag er han projekt- og afdelingsleder.”

Lærlingeindsatsen er samtidig central for Multi-Techs udvikling. Virksomheden har igennem årene haft stor succes med at fastholde og rekruttere egne lærlinge, der senere bliver installatører, projektledere og afdelingsledere. Sammen med interne udviklingsprogrammer skaber det kontinuitet og sammenhæng – også på tværs af de 13 opkøb, der er gennemført siden 2011.

“Lærlinge spiller en vigtig rolle, både fordi de repræsenterer forretningen udadtil, og fordi mange af dem på sigt bliver vigtige kulturbærere.”

“Det er i mødet mellem mennesker, erfaring og forskellighed, at Multi-Techs styrke og udvikling findes.”

Niels Jørgensen, Ejerleder, Multi-Tech A/S

Virksomhedskulturen – dét, der gør forskellen

Multi-Tech beskæftiger i dag 250 medarbejdere, hvoraf 100 er specialiseret inden for el-installation. I takt med virksomhedens vækst har ejerlederne formået at finde en balance mellem struktur og frihed. Gennem faste rammer, veldefinerede systemer og ansættelsen af en økonomidirektør er administrationen styrket – men mennesket står stadig i centrum.

“Det bliver ikke nemmere at bevare det nære, når man bliver flere. Men vi forsøger. Kulturen har båret os herhen. Huset, vi sidder i, er bare mursten og stål – det, der virkelig gør forskellen, er vores medarbejdere og måden, vi møder hinanden og vores kunder på,” siger Niels Jørgensen.

Kulturen gennemsyrer alt. Lige fra medarbejdernes ansvarsfølelse til stoltheden over arbejdet. Den ses tydeligt i den høje gennemsnitlige anciennitet, og den grundlæggende filosofi er enkel: Ledelsen må aldrig blive for tung, teoretisk eller distanceret. Balancen mellem administration og det praktiske arbejde er afgørende.

“Selvstændighed er nøgleordet i hverdagen. Projektledere og montører har frihed til at vælge opgaver og kunder. Samtidig sammensætter vi teams med omhu – med forskellig alder, faglighed og geografisk baggrund, så kollegerne kan supplere hinanden,” forklarer Niels Jørgensen og understreger, at mangfoldigheden også skaber værdi i forhold til at matche medarbejdere og kunder.

“De unge motiveres af udvikling og gode kolleger, mens de ældre bidrager med erfaring, faglighed og ro. Vi har folk fra 17 til over 80 år, hvilket kræver fleksibilitet og rammer, hvor alle kan trives. Det er i mødet mellem mennesker, erfaring og forskellighed, at Multi-Techs styrke og udvikling findes.”

Få det nyeste CXO Magasin i din indbakke

Tilmeld dig PwC's nyhedsbrev

Download CXO Magasinet #43

Læs hele magasinet

Kontakt os

Ulrik Ræbild

Partner, København, PwC Denmark

2141 6155

E-mail

Palle H. Jensen

Partner, statsaut. revisor, Esbjerg, PwC Denmark

2961 3097

E-mail