Det er de færreste ejerledere, der kan bryste sig af at have været i allerforreste frontlinje af den digitale udvikling i årtier. Nogle kan dog – og på Fyn finder man én af slagsen. Det er Benny Graff Mortensen, der i snart 40 år har stået i spidsen for sin højt specialiserede it-virksomhed IFAD TS, hvor teknologisk nysgerrighed, kundetæt innovation og langsigtet fokus har gjort virksomheden til et stærkt eksempel på dansk konkurrencekraft i praksis.
Virksomheden udvikler og drifter simuleringssystemer, som giver militærpersonel mulighed for at træne taktik i store, virkelighedstro og komplekse krigsscenarier. Det teknologiske forspring og de mangeårige partnerskaber er ikke blot kernen i IFAD TS’ produkter – men i dens konkurrenceevne, der har gjort virksomheden til en betroet partner for både det danske forsvar og en række internationale aktører.
Benny Graff Mortensen er formelt ejerlederen, der har fået det hele til at ske. Når han fortæller historien om sin virksomhed, og hvilke årsager der ligger til grund for dens stærke markedsposition og høje konkurrenceevne, vælger han at pege på to særlige faktorer. Den ene er medarbejderne. Den anden er kunder og samarbejdspartnere. De viser Benny Graff Mortensen og IFAD TS en enorm tillid ved at lukke virksomheden ind i en nations allerhelligste kontrolrum - deres forsvar.
“Medarbejderne har været nøglefaktoren. De er højt specialiserede i den simulering til forsvarsbrug, som vi i dag fokuserer på. En anden vigtig faktor er vores usædvanligt tætte samarbejde med kunderne i både udviklings- og driftsfasen. Deres feedback er med til at optimere vores systemer, som igen er med til at placere vores produkter blandt de allerbedste i verden,” siger han.
Benny Graff Mortensen har stået ved roret i IFAD TS siden dag ét. Han var allerede erfaren, da han startede virksomheden, og er i dag 83 år. Hans fortsatte engagement er et udtryk for den nysgerrighed og vedholdenhed, der i årtier har været drivkraften bag IFAD TS. Det er dog ikke ensbetydende med, at han planlægger at ændre noget i sit arbejdsliv.
”Jeg bliver ved med at synes, at mit arbejde er drønspændende. Teknologien udvikler sig, og som gammel tekniker gør jeg, hvad jeg kan for at følge med. I dag ligger en stor del af min drivkraft dog i at møde kunderne og diskutere mulighederne med dem. Det trives jeg virkelig med, og derfor synes jeg ikke, der er grund til at stoppe. Jeg har ikke tænkt mig at slippe roret lige nu,” siger han.
Født i 1942. Indledende uddannet radiotekniker og –telegrafist. Videreuddannet til elektroingeniør i 1969.
Fra 2004 til i dag direktør og ejer af Institut For Anvendt Datateknik, Træning og Simulation (IFAD TS).
Fra 1987 til 2003 direktør for det fondsejede Institut For Anvendt Datateknik (IFAD).
Fra 1973 til 1987 lektor på ingeniøruddannelsen Odense Teknikum, som senere blev en del af Syddansk Universitet.
Fra 1970 til 1972 ingeniør hos Regnecentralen, som dengang var Danmarks førende datafirma.
IFAD er forkortelse for det oprindelige navn “Institut For Anvendt Datateknik”. Dens historie er tæt sammenvævet med Benny Graff Mortensens. Udgangspunktet for det hele var hans uddannelse som elektroingeniør og hans voksende viden om datalogi, der for alvor begyndte at vise potentiale i 1970’erne.
Benny Graff Mortensen var med til at skabe uddannelsen cand. tech. i Datateknologi i samarbejde med Odense Teknikum og Odense Universitet. Det udviklede sig efterfølgende til, at han i 1987 etablerede IFAD som fondsejet forskningsinstitution med fokus på udvikling og brug af databehandling i det fynske erhvervsliv. Lidt over et årti senere skete der dog noget, som kom til at transformere hele setuppet omkring IFAD. En henvendelse fra USA lidt før årtusindeskiftet satte det hele i gang.
“Boeing inviterede os til et samarbejde i forbindelse med, at de skulle udvikle prototypen på et helt nyt kampfly. De tabte i sidste ende konkurrencen til Lockheed Martin, hvis fly vi i dag kender som F-35. Men vores deltagelse viste, at der var store muligheder i simuleringssoftware til brug i Forsvaret,” siger han og tilføjer: “På baggrund af vores resultater, traf vi nogle grundlæggende beslutninger om IFAD’s fremtid. Det resulterede i, at vi få år senere ændrede den fondsejede virksomhed til et privatejet aktieselskab, hvor jeg var både ejer og leder. Fokus skulle udelukkende være på simuleringssystemer og forsvar.”
En fokuseret specialiseringsstrategi gjorde, at Benny Graff Mortensen sagde pænt nej tak til at forlænge eksisterende kontrakter inden for andre arbejdsområder, og efter få år var virksomhedens fokus alene på simuleringssoftware. Dens navn fik tillige tilføjet de to bogstaver T og S, som står for Træning og Simulation.
“Jeg bliver ved med at synes, at mit arbejde er drønspændende. Teknologien udvikler sig, og som gammel tekniker gør jeg, hvad jeg kan for at følge med.”
Benny Graff Mortensen Ejerleder, IFAD TSSiden 2004 har IFAD TS’ fokus således været simulation til forsvarsbrug. På grund af feltets specielle natur og kundegrupper, kan Benny Graff Mortensen ikke gå i detaljer med hverken konkrete kontrakter eller produktspecifikationer. Han kan dog godt afsløre enkelte ting og eksempler på systemer og deres kunnen. IFAD TS har fx udviklet og drifter simuleringssystemer til brug i Søværnet. Her kan personel stå ved en simuleret skibsbro, men formålet er ikke at styre fartøjet. Formålet er i stedet at teste og træne taktik – fx håndtering af et fjendtligt flys angreb på et dansk krigsskib. Det fordrer store evner i overblik og samarbejde. Ikke mindst fordi, at simuleringen i dag kan inkludere deltagere fra andre enheder – deriblandt andre værn på jord og i luften.
Det er i realiteten et stort, kompliceret spil med storskærme, virkelighedstro visualiseringer, fysiske kommandostationer, venner og fjender i ét samlet system. Lige nu udvikler både IFAD TS og branchens aktører endnu mere komplekse systemer, hvor grænserne mellem virkelighed og virtualitet smelter sammen på et helt nyt niveau, forklarer Benny Graff Mortensen:
“I dag er fokus i høj grad på det, man kalder inter-operationalisering. Det betyder for det første, at man kan sidde forskellige steder i verden og indgå i den samme øvelse, og derudover er det muligt at integrere forskellige simuleringssystemer i den samme øvelse. Det gør øvelserne meget mere omfangsrige og mere realistiske,” siger han og fortsætter:
“Derudover forsøger man at inkludere fysiske enheder. Altså rigtige fly, rigtige skibe og sågar specialiserede soldater i Hæren, som kan indgå i én stor real-timeøvelse – sammen med simulerede venner, fjender, vejrforhold og meget mere. Det kan gøre scenarierne store og meget virkelighedstro. Det hele smelter sammen ved hjælp af teknologien lige nu. Det er det, der gør feltet så spændende.”
“Mine medarbejdere er simpelthen afgørende for, at det hele har kunnet lade sig gøre.”
Benny Graff Mortensen Ejerleder, IFAD TSSoftwarevirksomhed som i dag producerer simuleringssoftware til brug i nationale forsvar samt i den internationale forsvarsindustri.
Etableret i 1987 som det fondsejede Institut For Anvendt Datateknologi og i 2004 omdannet til aktieselskab med navnetilføjelsen TS (Træning og Simulation).
Har 26 ansatte og er hjemmehørende i Odense. Har langvarige udviklings- og driftskontrakter med sine nationale og internationale kunder. Leverede i det forskudte årsregnskab for 2024/25 en bruttofortjeneste på 39 millioner kroner og et resultat efter skat på 15,8 millioner kroner.
Ejerlederen er Benny Graff Mortensen, som har overladt 80 procent af aktierne til sine to døtre, men stadig har bestemmende ret via sine A-aktier.
En grundlæggende forudsætning for at vinde kontrakter med Forsvaret er, at det har tillid til, at der kommer et godt produkt ud af samarbejdet. Det skal være et produkt, som kan udgøre den afgørende forskel i det alvorlige virkelighedsscenarie, som krigsførelse i sidste ende er.
Af den årsag arbejder IFAD TS usædvanligt tæt sammen med sine nationale og internationale kunder. Benny Graff Mortensen forklarer, at det simpelthen er en forudsætning.
“Vi har tit daglig kontakt med slutbrugeren – ofte i form af specialiseret personel, der fortæller os om mangler eller ønskede funktioner, som vil gøre systemet mere virkelighedsnært. Den feedback justerer vi efter igen og igen. Målet er at nå til et sted, hvor kunden er løbet tør for ideer til forbedringer. Det tager tid, og det kræver tæt samarbejde,” siger han.
“Vi har så meget medvind, at vi givetvis snart kommer til at hyre endnu flere folk. Udviklingen er ikke slut. Vores virksomhed har en spændende fremtid foran sig.”
Benny Graff Mortensen Ejerleder, IFAD TSBenny Graff Mortensen understreger, at medarbejdernes akkumulerede knowhow er og altid har været helt central i virksomhedens vækstrejse. Hans betroede medarbejdere er ikke alene IFAD TS’ ambassadører udadtil og over for kunden. De ansatte er også højt specialiserede inden for et meget snævert forretningsområde, og det har været helt afgørende for at IFAD TS har kunnet få den stærke markedsposition og store konkurrencekraft, den har i dag.
“Vi har medarbejdere, der har arbejdet med specifikt simuleringsområdet i 10 og 20 år. Deres viden om området er enorm. De brænder for deres job og teknologiske niche. De står for den daglige dialog med kunderne. Mine medarbejdere er simpelthen afgørende for, at det hele har kunnet lade sig gøre,” siger han.
Selvom Benny Graff Mortensen ikke ofte fremhæver sin egen rolle, er han i realiteten selv lige så vigtig for virksomheden. Det har han været i knapt 40 år. Der er dog én ting, der har ændret sig. Det er ejerskabet. Han har nu videregivet 80 procent af ejerskabet til sine to døtre, hvoraf den ene arbejder i IFAD TS.
“Jeg har personligt kun 20 procent af ejerskabet i dag. Det er dog A-aktier, så jeg har stadig den fulde bestemmelsesret. Det mindskede ejerskab er dog ikke ensbetydende med, at jeg er ved at trække mig tilbage på grund af alder. Det har jeg slet ikke lyst til endnu. Jeg har meget, jeg skal nå,” siger han og tilføjer:
“Men jeg tænker naturligvis over fremtiden. Den inkluderer, at vi fortsætter med at være en dansk virksomhed, som er forankret her i Odense. Vi har så meget medvind, at vi givetvis snart kommer til at hyre endnu flere folk. Udviklingen er ikke slut. Vores virksomhed har en spændende fremtid foran sig.”
Tilmeld dig PwC's nyhedsbrev
Læs hele magasinet