Blandt kemistuderende, forskere og ingeniører ved alle, hvem Haldor Topsøe var. Fagbladet Ingeniøren kårede ham i 1999 til århundredets danske ingeniør. Kemikere og ingeniører står fortsat i kø for at blive en del af stifterens innovative virksomhed, Topsoe A/S, hvor grundforskning bliver til industrielle løsninger på nogle af samfundets store udfordringer.
Topsoe A/S, som virksomheden hedder i dag, har i tidens løb dog ikke gjort meget væsen af sig i medierne. Det hænger bl.a. sammen med, at virksomheden tidligere ikke så et behov for det, samt at den ikke er børsnoteret, forklarer Jakob Haldor Topsøe, der er 3. generation i familien Topsøe og bestyrelsesformand i Topsøe Holding A/S.
“Det skyldes bl.a., at vores kunder langt overvejende er professionelle kunder, der har en dyb videnskabelig og teknisk forståelse. Derfor så man ikke tidligere et stort behov for at fortælle om, hvem vi er, og præcis hvad det er, vores produkter gør. Det har så ændret sig rigtig meget de seneste 10 år, specielt de seneste fem år,” siger Jakob Haldor Topsøe og henviser til virksomhedens nye fokus på elektrolyse og Power-to-X, der er et marked med stor opmærksomhed.
Jakob Haldor Topsøe er barnebarn af Haldor Topsøe, der både stiftede og stod i spidsen for virksomheden helt frem til sin død i 2013. Jakob Haldor Topsøe er CBS-uddannet og har det meste af sin karriere beskæftiget sig med investment banking. Han er søn af Flemming Topsøe, der er docent emeritus ved Københavns Universitet. Gennem årene har familien spillet en vigtig, men afbalanceret, rolle, primært i bestyrelsesarbejdet. Flere af Haldor Topsøes børnebørn har siden 2015 og via bestyrelsesarbejdet gradvist været med til at modernisere både virksomhed og ejerstruktur og styrket samarbejdet med den professionelle ledelse.
Haldor Topsøes søn Henrik Topsøe var den eneste af stifterens fire børn, der fulgte i faderens fodspor karrieremæssigt. Han bestred i en længere årrække forskellige ledelsesfunktioner og blev opfattet som en internationalt anerkendt forsker og videnskabsmand inden for katalyse. Men som det er tilfældet i mange ejerledede virksomheder, så var der ikke forberedt et generationsskifte af Topsoe A/S. I mange år lå det slet ikke i kortene, at familien skulle overtage Topsoe, eller at Jakob Haldor Topsøe skulle ende som bestyrelsesformand i sin farfars virksomhed. For at forstå, hvorfor det alligevel blev sådan, må man begynde med historien om Haldor Topsøe selv.
Man kan ikke nødvendigvis konkludere, at Haldor Topsøe ved et tilfælde blev ejerleder og skabte et af Danmarks mest imponerende erhvervseventyr, men sandt er det, at karrieren let kunne være gået i andre retninger.
Haldor Topsøe kunne være endt som forsker og videnskabsmand i tæt samarbejde med sin ven og mentor Niels Bohr. Men han afslog tilbuddet og tog efter endt uddannelse som kemiingeniør i 1936 i stedet job på Aarhus Oliefabrik, der var en af landets førende kemitekniske virksomheder dengang.
Oliefabrikken oplevede dog en række udfordringer i forbindelse med 2. verdenskrig, og da Haldor Topsøe stoppede ansættelsen, fik han i stedet tilbudt job som forsker hos den amerikanske kemigigant DuPont.
Skæbnen ville dog, at hans to børn fik lungebetændelse lige før afrejsen til USA, og få dage senere blev Danmark besat af Tyskland. Dagen efter besættelsen etablerede han sig som selvstændig rådgivende ingeniør. Virksomheden Haldor Topsøe A/S var dermed født og skulle sidenhen komme til at sætte et markant præg på verden.
Grundlagt i 1940 af ingeniør Haldor Topsøe i Danmark med ambitionen om at omsætte avanceret kemi til industrielle løsninger.
Leverer katalytiske teknologier og processer til bl.a. ammoniakproduktion, afsvovling, elektrolyse og grøn brint/Power-to-X.
Hovedkontor i Kongens Lyngby – global tilstedeværelse. Virksomheden har omkring 2.800 medarbejdere (2024).
Omsætning (2024): 8,37 milliarder kroner. EBIT: 847 millioner kroner.
Ejerforhold: 70 procent ejes af Topsøe Holding A/S og 30 procent af Temasek (Singapore).
Virksomhedens formål er “Perfecting chemistry for a better world” gennem videnskab og innovation at udvikle teknologi, der medvirker til at løse verdens store udfordringer.
Haldor Topsøe havde en humanistisk grundindstilling og et ønske om at hjælpe verden med at løse store samfundsmæssige udfordringer. Han havde samtidig en særlig viden og interesse for katalyse, som han mente kunne få en meget stor betydning i mange sammenhænge. Og sådan blev det. Heterogen katalyse blev omdrejningspunktet – komplicerede kemiske processer, der ved brug af en katalysator øger hastigheden af kemiske reaktioner.
Virksomhedens første store gennembrud var udvikling af katalysatorer, der op igennem 1940’erne og 1950’erne fik afgørende betydning for den globale fødevareproduktion. Haldor Topsøe A/S effektiviserede ammoniakproduktion og dermed kunstgødning, hvilket muliggjorde, at lande over hele verden i stigende grad kunne brødføde sig selv. I dag anvendes virksomhedens teknologier i halvdelen af verdens kunstgødning.
I 1960’erne blev Haldor Topsøe opmærksom på en ny global udfordring, som virksomheden kunne være med til at løse. Verdens forbrug af fossile brændstoffer steg eksplosivt, og luftforureningen voksede tilsvarende. Haldor Topsøe A/S udviklede katalysatorer, der fjernede svovlforbindelser fra råolie og naturgas og dermed reducerede udledningen af svovldioxid markant. Alligevel var syreregn fortsat et alvorligt miljøproblem – ikke mindst fra kraftværker og tung industri. Det tog virksomheden fat på i 1980’erne med udviklingen af teknologier, der fjernede både svovl- og kvælstofoxider direkte fra røggassen og satte nye standarder for renere energiproduktion.
Haldor Topsøe var ikke blot en visionær ejerleder med et brændende ønske om at løse store samfundsmæssige problemer, han var også allerede i 1980’erne ude og advare mod global opvarmning. Derfor var det også naturligt, at Topsoe i 2000’erne blev en førende aktør i miljøteknologi og energikonvertering med forskning i brændsels- og elektrolyseceller.
Trods de ambitiøse visioner har Topsoe skullet overvinde store udfordringer i sin 85-årige historie. I starten af 1970’erne løb man ind i betydelige likviditetsmæssige problemer. Løsningen blev et frasalg af dele af virksomheden til hhv. Superfos og Thrige-Titan kombineret med, at det italienske ingeniørfirma Snamprogetti købte sig ind med en ejerandel på 49 procent. Samarbejdet med Snamprogetti blev dog aldrig så vellykket som håbet, til dels hæmmet af manglende kapital.
I de efterfølgende år syntes ejerskabet at være en fast del af virksomhedens struktur, og både Haldor Topsøe og familien havde vænnet sig til tanken om, at kontrollen med virksomheden delvist lå i italienske hænder. Derfor vakte det stor opmærksomhed, da Haldor Topsøe i 2007 – som 94-årig – lånte 2,6 milliarder kroner for at købe medejerne ud. Efter 35 år var virksomheden igen 100 procent ejet af stifteren – en begivenhed, der overraskede både omgivelserne og familien selv, fortæller Jakob Haldor Topsøe.
“Tilbage i 2007 var der ingen i familien, der nogensinde havde troet på, at det kunne ende dér. Jeg tror ikke engang, min farfar selv for alvor havde troet på, at han kunne købe sin virksomhed tilbage. Det var en del af aftalen med italienerne, at de skulle overtage aktiemajoriteten af virksomheden og dermed ultimativt have kontrollen, når han gik bort,” siger Jakob Haldor Topsøe.
Med tilbagekøbet stod anden og tredje generation nu i en situation, hvor ejerskabet af en af Danmarks store ingeniørmæssige virksomhedsklenodier med stor sandsynlighed ville være deres ansvar i nær fremtid. Haldor Topsøe var ikke meget for at diskutere et generationsskifte, men efter et par år åbnede han en dør på klem og spurgte familien, hvad de selv havde af tanker.
“Vi var altså 14 familiemedlemmer, der skulle sætte os ned og finde ud af, hvordan vi skulle håndtere den nye virkelighed. Vi deler ganske vist DNA, men vi er meget forskellige og har forskellige faglige baggrunde, så vi havde hverken fælles værktøjskasse eller forståelse for, hvad det vil sige at være ejer af en kompliceret virksomhed som Topsoe,” fortæller Jakob Haldor Topsøe.
“Tilbage i 2007 var der ingen i familien, der nogensinde havde troet på, at det kunne ende der.”
Jakob Haldor Topsøe Bestyrelsesformand, Topsøe Holding A/SDet blev starten på en omfattende og grundig proces, hvor de 14 familiemedlemmer, der skulle være fremtidens ejere, mødtes på talrige møder og workshops for at finde den rette model for et fremtidigt ejerskab samt ledelse. Resultatet blev præsenteret og drøftet med Haldor Topsøe i 2012 – året før han gik bort, blot fire dage før sin 100-års fødselsdag.
Før Haldor Topsøes død var en gradvis professionalisering af ledelsen allerede sat i gang – en proces, der blev accelereret i de efterfølgende år med bl.a. en professionel bestyrelse og frasalg af to tabsgivende projekter, fortæller Jakob Haldor Topsøe. Selvom der var et indgående kendskab til virksomheden i familien, så var det en krævende proces at forstå det teknologiske potentiale og de muligheder, der lå i pipeline. Og netop den erkendelse blev startskuddet til et nyt kapitel, hvor familien gradvist skulle finde deres rolle som ejere af en globalt orienteret, højteknologisk virksomhed.
”Selv for mange i familien har Topsoe været utroligt svær at forstå,” siger Jakob Haldor Topsøe. ”Det er der mange grunde til, men en af dem er, at virksomheden ikke har været særligt dygtig til at fortælle, hvad det egentlig er, den laver. Den er jo – på den bedst mulige måde – gennemsyret af nørder. Så kommunikationen er hurtigt endt i kemiske formler i stedet for, hvad produkterne gør ude i virkeligheden,” tilføjer han.
Jakob Haldor Topsøe fortæller, at familien hurtigt kom til den erkendelse, at ejerskabet først og fremmest skulle give virksomheden de bedste betingelser for at udvikle sig.
“I alle beslutninger, der har med virksomheden at gøre, prioriteres virksomhedens tarv før familiens. Det er en fantastisk rettesnor, så vi ikke glemmer, hvad det er, vi har lovet hinanden at gøre for, at den her virksomhed har de bedste vilkår,” siger Jakob Haldor Topsøe.
Det princip blev siden indarbejdet i ejerskabsmodellen. I praksis betyder det bl.a., at familiemedlemmer ikke kan være en del af den daglige ledelse og kun må udgøre en minoritet i driftsselskabets bestyrelse, hvor formanden altid skal være ekstern.
”Noget af det sværeste i vores tilgang har været for dem, der måtte træde fem skridt tilbage. Men det er noget, vi alle er enige om er afgørende for, at vi ikke står i vejen for virksomhedens udvikling. Det er en dynamisk proces og en samtale, der aldrig stopper,” understreger han.
Meget er i dag ændret, fra dengang Haldor Topsøe var ejerleder og stod alene i spidsen.
“At være én mand, der ejer og driver en virksomhed, er noget helt andet end i dag, hvor vi er 21 familieaktionærer. Det, der er fællesnævneren, er vores værdier, vores eksistensgrundlag, vores formål og vores ambitioner. Verden er også helt anderledes. Og den skal vi også forholde os til, for ellers bliver virksomheden irrelevant,” forklarer Jakob Haldor Topsøe.
Af den grund står innovation fortsat som virksomhedens fundament, mens der samtidig er fokus på at tjene penge. Uden dem kan Topsoe ikke blive ved med at skabe løsninger på samfundsmæssige udfordringer i samme skala, påpeger Jakob Haldor Topsøe.
“Haldor Topsøe elskede udtrykket From Science to Dollars. Hvordan man tager noget fra laboratoriet og gør det til en kommerciel løsning. Det princip gælder stadig. Vi fokuserer på, at det, vi laver i laboratoriet, også kan skaleres op i industriel skala, så det kan flytte noget – både som forretning og i forhold til de store samfundsudfordringer,” siger han og understreger, at det var med den vision for øje, at man i 2019 fik kapitalfonden Temasek fra Singapore ind som investor med en aktiepost på 30 procent.
“Klimaforandringerne er et problem, som vi bliver nødt til at løse. Der er et globalt behov og et stort ønske fra en masse industrier om at blive grønnere, og her kan Topsoe A/S gøre en positiv forskel.”
Jakob Haldor Topsøe Bestyrelsesformand, Topsøe Holding A/SEt andet væsentligt tiltag i fremtidssikringen af virksomheden kom i 2020, hvor hollandske Roeland Baan blev ansat som ny CEO. Han tiltrådte med et klart mål om at etablere virksomheden som førende inden for teknologier og løsninger til den grønne energiomstilling.
Det nye, store strategiske fokusområde er Power-to-X, der dækker over teknologier, der udnytter grøn strøm til fremstilling af brint. Endnu en opgave, der matcher stifter Haldor Topsøes oprindelige vision.
“Klimaforandringerne er et problem, som vi bliver nødt til at løse. Der er et globalt behov og et stort ønske fra en masse industrier om at blive grønnere, og her kan Topsoe gøre en positiv forskel,” understreger Jakob Haldor Topsøe. Det nye mål har foreløbig ført til etableringen af Europas største SOEC-elektrolysefabrik i Herning.
“Temasek har spillet en væsentlig rolle på dette område. Jeg er meget imponeret over, hvordan Temasek sammen med os i familien og den nye ledelse hurtigt tog ejerskab og var med til at udarbejde en ambitiøs strategi for Power-to-X,” siger Jakob Haldor Topsøe.
Resultaterne i laboratorierne indikerer et gennembrud i elektrolyseprocessen, der også kan få afgørende betydning for Danmarks store ambitioner om udbygning af vindenergi og fremtidig brintproduktion.
“Vi har udviklet en teknologi, der er op mod 30 procent mere effektiv, end hvad der findes derude af traditionelle elektrolyseteknologier. Det vil sige, at i stedet for at et Power-to-X projekt skal bruge 10 vindmøller, så skal det kun sætte syv vindmøller op for at lave den samme mængde færdige grønne brint med vores teknologi. Det er vildt,” siger Jakob Haldor Topsøe.
Årets Hæderspris er en særlig anerkendelse af en ejerleder eller ejerlederfamilie i Danmark, som gennem generationer har haft en betydelig indflydelse på dansk erhvervsliv og som repræsenterer det bedste ved ejerledelse: Et langsigtet blik for muligheder, modet til at forny sig i takt med tiden og en vedholdende vilje til at omsætte visioner til resultater. Prisen uddeles hvert år af Landsjuryen for Årets Ejerleder.
I år har landsjuryen tildelt Årets Hæderspris til familien bag Topsoe. Virksomheden blev etableret af Haldor Topsøe i 1940, og har siden spillet en markant rolle i både dansk og international industri. Topsoe har i mere end 80 år haft en klar vision om at anvende teknologi til at løse nogle af samfundets største udfordringer. En vision, der har været med til at revolutionere flere centrale industrier.
Et højdepunkt i virksomhedens seneste udvikling er etableringen af Europas største elektrolysefabrik, som styrker Danmarks position inden for klimavenlig brintproduktion og understreger familiens engagement i at fremme teknologier, der bidrager til den grønne omstilling. Ansvarlighed, nysgerrighed og en stærk forpligtelse til bæredygtig innovation udgør fundamentet for den vækst og udviklingskraft, Topsoe er kendt for.
Hædersprisen er en anerkendelse af både det historiske aftryk og de banebrydende teknologiske resultater. Det er samtidig en anerkendelse af, hvordan Familien Topsøe gennem generationer har skabt en virksomhed, der forener arv og ansvarlighed – og samtidig skaber global gennemslagskraft.
Tilmeld dig PwC's nyhedsbrev
Læs hele magasinet