Foreningslivet er modgift mod øget polarisering

Sluk skærmen, og styrk fællesskabet. Det er i korte træk budskabet fra sociolog og nyvalgt bestyrelsesformand for Coop amba Rasmus Willig. Han ser med en vis bekymring på, hvordan digitale fællesskaber fylder mere og mere i danskernes hverdag.

Ifølge Rasmus Willig adskiller de digitale fællesskaber sig grundlæggende fra den fysiske virkelighed ved at være styret af mekanismer, der ofte aktivt modarbejder enighed og samhørighed. Hvor man i den fysiske verden sjældent mødes for at konfrontere hinanden, men derimod ofte af en lang række andre årsager, så er den digitale verden i en vis grad designet til at skabe og forstærke konflikter, hvilket skaber en splittelse, der siver fra skærmen og ud i samfundet, lyder hans konklusion.

“Digitale fællesskaber og sociale medier er samvær styret af algoritmer, der i mange tilfælde fremkalder konflikt og splittelse. Selvom de fleste mennesker kender forskel på offline- og onlineverdenen og godt ved, hvornår de befinder sig i en digital virkelighed, og hvornår de er i et fysisk fællesskab, så sker der en afsmitning. Hvor vi før kunne holde de to verdener analytisk adskilt, er de begyndt at smelte sammen og blive til én virkelighed,” siger Rasmus Willig, der til daglig er forstander på Suhrs Højskole og desuden medlem af Etisk Råd.

Efterhånden som vi befinder os mere i den digitale verden og forholdsvist mindre i den analoge, bliver afsmitningen mere markant. Derudover er digitale fællesskaber også det, han kalder abstrakte. Det vil sige, at de ofte skaber en oplevelse af et fællesskab uden at være det. I stedet for at handle (være aktive, red.) selv, så anvender vi ofte digitale medier til at iagttage folk, der handler. Vi ser mennesker, der bager, steger, rejser, bygger og meget andet frem for selv at gøre alle de ting. Vi bliver tilskuere til andres aktiviteter, og skærmen skaber en illusion af deltagelse og aktivitet, mens den fastholder os i passivitet.

“Vi bruger enorme mængder tid i disse abstrakte fællesskaber. Vi sidder bag skærmen og ser på, at andre lever livet. Det er stærke kræfter, der holder os fast, men reelt er det passiviserende og uforpligtende. På de sociale medier kan man råbe i hver sin mikrofon uden at skulle forholde sig til den, man råber ad,” siger Rasmus Willig.

Den digitale ansvarsfralæggelse

Han sammenligner de digitale fællesskaber med et stort spil Sorteper, hvor meget af dynamikken handler om at give skylden videre til andre. De digitale fællesskaber gør det på den måde lettere at fralægge sig ansvar. Det skyldes bl.a. fraværet af det fysiske møde, der normalt tvinger os til at forholde os til hinanden.

På sociale medier er der fx “ingen, der behøver at sætte sig i de andres sted,” som han siger. Dermed fjernes den sociale tilknytning og empati, der ellers er nødvendig for at løse fælles problemer.

“I stedet for at deltage i forpligtende fællesskaber er det lettere at vende ryggen til de samfundsmæssige institutioner og søge tilflugt i kommentarsporene. Men hvis ingen tager ansvar for at bygge bro eller finde løsninger, flytter det jo ikke rigtig noget i virkeligheden.”

Situationen bliver værre, når geopolitik og klimaudfordringer gør verden mere utryg og uoverskuelig. For Rasmus Willig ligger løsningen i at trække de uoverskuelige problemer ned på et niveau, hvor vi rent faktisk kan løse dem. Og det kræver, at vi slukker skærmen og indgår i forpligtende, fysiske fællesskaber.

“Mennesker har behov for at handle, og vi har behov for at gøre noget sammen med andre mennesker. Ikke nødvendigvis for at redde verden, men for at skabe mening i vores tilværelse,” siger han.

Den demokratiske ‘muskel’

Som ny formand for Danmarks største medlemsejede virksomhed forsøger Rasmus Willig ikke at gøre hverken Coop eller foreningslivet til løsningen på alle udfordringer. Hverken når digitale fællesskaber passiviserer os, eller når konflikter og geopolitisk uro fylder for meget i hverdagen. Ikke på kort sigt, i hvert fald. Men på længere sigt er han overbevist om, at sportsforeningen, brugsforeningen og andre forpligtende fællesskaber godt kan betragtes som en form for redningsplanke.

“Hvis onlineverdenen er stedet, hvor vi glider fra hinanden, så er foreningslivet og den lokale brugsforening de demokratiske virksomheder, hvor vi finder sammen igen, er aktive og finder løsninger,” siger han.

Ifølge Rasmus Willig fungerer andelsbevægelsen og foreningslivet, herunder Coop, som en demokratisk ‘muskel’, der træner vores evne til solidaritet og samarbejde. I modsætning til algoritmernes ekkokamre, hvor vi ofte møder ligesindede, bringer foreningslivet os således sammen med mennesker, der er forskellige fra os selv. Og det er netop her, den demokratiske dannelse finder sted.

“Når man deltager i en generalforsamling i den lokale brugsforening eller sidder til et forældremøde i fodboldklubben, opstår der, hvad man kan kalde ‘produktive kampe’, hvor vi kan være uenige og alligevel tage beslutninger sammen. I disse kampe får man slebet sine kanter og bliver nødt til at lytte og indgå kompromiser for at få hverdagen til at fungere. Vi lærer at kunne sætte os i andres sted, og vi finder ud af, at vi ikke altid kan få ret, men at vi på trods af dette kan finde løsninger sammen med andre,” siger han.

Kritisk infrastruktur som kerneværdi

Rasmus Willig erkender, at medlemskabet i Coop for mange blot er en ‘uforpligtende’ relation, der handler om et bonuskort eller en app, der giver rabat på de daglige indkøb. Men han er ikke i tvivl om, at Coop med sine godt 900 butikker i både Danmark, Grønland og Færøerne udgør en struktur, der binder samfundet tættere sammen.

“Lokalt fungerer brugsforeningerne mange steder som et samlingspunkt i byen. Her mødes man med naboen, præsten eller fodboldtræneren. Butikkerne er et kontaktpunkt, hvor den sociale sammenhængskraft vedligeholdes i hverdagen,” siger Rasmus Willig.

I en tid præget af geopolitisk uro og spændinger ser han samtidig en værdi i, at der i Coop både er en lokal forankring i hver enkelt brugsforening og en forankring generelt på tværs af Danmark, Grønland og Færøerne. Coop udgør sammen med energiselskabet OK amba (ejer 50 procent af Coop, red.) så at sige en væsentlig del af hele den kritiske infrastruktur inden for fødevare- og energiforsyning.

“Coop og OK står samlet for en stor del af hele rigsfællesskabets kritiske infrastruktur, og med en fortsat geopolitisk uro tror jeg, at vi i den kommende tid vil se flere danskere anerkende værdien af, at dette bevares på danske hænder. Vi vil alle gerne bevare og tage ansvar for den infrastruktur, der er afgørende for samhørigheden i vores samfund,” siger Rasmus Willig.

“Et demokratisk samfund er også et samfund med demokratisk ejede virksomheder. Og når infrastrukturen ejes af dem, der bruger den, skaber det både legitimitet og robusthed.”

Ny strategi og øget engagement

Måske er det øget usikkerhed, eller måske er det en stigende opmærksomhed om samhørighed og sammenhængskraft. Uanset forklaringen, så har flere og flere danskere taget Coop og de værdier, Coop repræsenterer, til sig.

Siden 2016 er antallet af medlemmer steget fra 1,6 millioner til 2 millioner. På det seneste er det samtidig lykkedes for Coop at øge medlemmernes engagement. Coops nye strategi, ‘Fremtidens Coop’, skal ifølge Rasmus Willig “træne flere måder at aktivere ejerskabet på”.

Hvor den klassiske vej til indflydelse stadig går gennem bl.a. bestyrelsesarbejde og medlemsråd, har Coop lanceret flere nye aktiviteter, herunder ‘Medlemmernes mærkesag’. Dette og lignende tilbud er målrettet den brede skare af ejere, der ikke nødvendigvis har tid til foreningsarbejde, men stadig ønsker medbestemmelse.

“Vi bad de to millioner medejere om at stemme om, hvorvidt vi skulle fokusere på ’mere lokalt dansk’ eller ’mindre kemi’ – og de valgte det første. Det blev en enorm succes med knap 60.000 stemmer – vores bedste afstemningsresultat nogensinde. Det er en klar indikator på, at der er en stor interesse for at engagere sig og gøre noget ved de vigtige dagsordener. Det kommer vi til at se mere af i fremtiden,” siger Rasmus Willig.