Ledelse er afgørende for at skabe værdi med AI

  • september 2026

AI udvikler sig med en hastighed som få teknologier før den. På ganske få år er AI rykket fra eksperimenter og enkeltstående værktøjer til at spille en stadig større rolle i virksomhedernes processer, beslutninger og forretningsudvikling. Teknologien er ikke længere alene et middel til effektivisering. Den er blevet en forretningsdisciplin og dermed en central ledelsesopgave.

Potentialet i anvendelse af AI er stort. Det er dog samtidig tydeligt, at ikke alle virksomheder endnu opnår det samme udbytte af teknologien. PwC’s AI Performance Study viser, at blot 20 procent af virksomhederne står for næsten 75 procent af den AI-drevne værdiskabelse. Forskellen handler ikke alene om, hvor meget AI virksomhederne anvender, men om, hvordan teknologien kobles til strategi og forretning, og hvordan virksomhederne skaber de nødvendige forudsætninger for at omsætte den til værdi.

De virksomheder, der skaber de stærkeste resultater med AI, arbejder mere aktivt med at prioritere investeringer og ressourcer mod de initiativer, der har størst potentiale. AI bliver dermed også en løbende ledelsesopgave, hvor toplederne skal prioritere, lære af erfaringerne og tilpasse løsninger til deres egen virksomheds virkelighed.

“De virksomheder, der skaber de stærkeste resultater med AI, arbejder mere aktivt med at prioritere investeringer og ressourcer mod de initiativer, der har størst potentiale.”

Lars Baungaard, adm. direktør og Senior Partner, PwC Danmark.

Det er opløftende at se, at flere af de topledere, vi har talt med til denne udgave af CXO Magasinet, allerede er i fuld gang med at gøre AI til en integreret del af strategien. Væsentligt er det også at notere, at erfaringerne bl.a. viser, at der ikke findes én opskrift på succes med anvendelse af AI. Fælles er snarere, at virksomhederne tager aktivt stilling til de strategiske, teknologiske og menneskelige spørgsmål, som teknologien rejser i netop deres virksomhed og organisation.

AI Performance Study peger på, at de virksomheder, der skaber størst værdi med AI, også i højere grad gentænker arbejdsprocesser og forretningsmodeller omkring teknologien og bygger et fundament, der gør det muligt at skalere de løsninger, der virker. Det fundament omfatter bl.a. moderne og skalerbar teknologi, pålidelige data, de rette kompetencer og klare rammer for anvendelsen. Det billede går igen hos flere af de interviewede topledere og eksperter, der samtidig peger på potentialet i bedre beslutninger, innovation og nye muligheder for vækst. De understreger samtidig vigtigheden af at bevare og styrke menneskelig dømmekraft og tydelig ledelse. 

Vi håber, at denne udgave af CXO Magasinet kan give inspiration til at fortsætte arbejdet med at skabe retning, udvikle kompetencer og gentænke den måde, AI kan skabe værdi på.

Tak til alle, der har bidraget med perspektiver og erfaringer.

Rigtig god læselyst.

Få det nyeste CXO Magasin i din indbakke

Tilmeld dig PwC's nyhedsbrev

Download CXO Magasinet #45

Læs hele magasinet

Kontakt os

Lars Baungaard

Administrerende direktør og Senior Partner, PwC Denmark