Den danske velfærdsmodel kræver ændringer, hvis den skal bevares

På papiret tager dansk økonomi sig unægtelig godt ud. Vi har hvert år siden 2019 haft det største overskud på de offentlige finanser blandt samtlige EU-lande, arbejdsstyrken har aldrig været større, og ledigheden er rekordlav. Men der ligger en anden historie under overfladen.

”Vi mangler arbejdskraft, og danskerne har samtidig et generelt ønske om kortere arbejdstider, mens de stadig, uanset indkomst, har ret til alle de gratis kerneydelser, de er vant til. Det giver ikke kun udfordringer med tilstrækkelig arbejdskraft til disse ydelser. Det giver også finansielle udfordringer, for vores universelle velfærdsmodel er baseret på skatteindtægter fra folk i arbejde. Skal vi fastholde vores velfærdssamfund, så er der brug for markante ændringer,” siger Nina Smith, professor i økonomi på Aarhus Universitet og formand for Reformkommissionen.

Mangel på arbejdskraft er et problem i store dele af den danske økonomi. Mange brancher kæmper om at tiltrække fra den samme mængde af begrænsede kompetencer. Det kommer til udtryk i de forgæves rekrutteringsrater (FRR), der udtrykker andelen af ikke-besatte opslåede stillinger, eller hvis stillingen besættes af en person uden de efterspurgte kvalifikationer. FRR er på 22,1 pct. for Danmark som helhed og svinger mellem 19,8 pct. og 25,7 pct. i syv af de otte regionale arbejdsmarkedsråd (RAR), mens FRR i RAR Bornholm er på 39,6 pct. Det vil sige, at mere end hvert femte opslåede job i den private og offentlige sektor på landsplan ikke bliver besat, eller besættes af en person uden de efterspurgte kvalifikationer. På Bornholm er det hele fire ud af ti.

Vi mangler hænder i velfærdsfagene

I den private sektor er nogle af de mest udfordrede brancher hoteller/restauranter, byggesektoren, industri og transport. Men problemet er generelt, og det ses i vitale dele af den offentlige sektor, hvilket er et stort problem, bl.a. også i lyset af udsigten til en fordobling af ældre over 80 år frem mod 2045.

”Der er en særlig udfordring i velfærdsuddannelserne. Her ser vi de fleste steder en stor mangel på arbejdskraft – især for pædagoger, sygeplejersker og SOSU-assistenter. Manglen hænger flere steder sammen med omfanget af deltidsansættelser. Eksempelvis har vi sådan set uddannede sygeplejersker nok, men mange af dem er deltidsansatte,” forklarer Nina Smith.

Opgørelser fra 2023 viser, at 67 pct. af SOSU-assistenterne, 60 pct. af pædagogerne og 47 pct. af sygeplejerskerne arbejder på deltid. Nina Smith fortæller videre:

”Vi ser derudover, at en del forlader deres fag – ikke mindst skolelærere, hvor mange også er begyndt at gå på pension. For lærerfaget er det også en udfordring, at det ikke søges af ret mange, hvilket bl.a. hænger sammen med, at faget har fået et dårligt image. Vi taler om dem, der har ansvaret for fremtidens generationer af børn, så det er virkelig vigtigt, at vi får løftet læreruddannelsen imagemæssigt og fagligt. Derudover skal vi forbedre mulighederne for videreuddannelse og specialisering.”

Samfundet er blevet akademiseret

Nina Smith ser en uhensigtsmæssig tendens i den måde, som samfundet er blevet akademiseret på.

”Der er en klar tendens til, at alt det, der ikke fører til en studentereksamen og en universitetsuddannelse, ikke bliver en del af de unges og måske heller ikke forældrenes perspektiv, når der skal vælges uddannelse. Det er et problem for både professionsuddannelser og erhvervsuddannelser. Over 70 pct. af de unge søger ind på gymnasiet, men så stor en andel burde ikke gå der. Ikke alle egner sig til det, og vi kommer til at mangle arbejdskraft med de andre uddannelser,” siger Nina Smith.

Folkeskolen er også blevet meget teoretisk, og Nina Smith mener, at man på den måde taber den mere praksisfaglige tilgang.

”Hvis vi skal have vendt den udvikling, så skal folkeskolerne være meget mere praksisfaglige i deres undervisningsmetoder. Og der skal være flere praktiske fag i udskolingen. Det kan være alt muligt fra design til teknologiforståelse – fremtidens praktiske fag. Tag blot hele klimaomstillingen; der er rigtig meget håndværk i den,” siger Nina Smith, der også mener, at man har gjort det vanskeligt for faglærte at komme ind på erhvervsakademiuddannelserne.

”Hvis man har et gennemsnit fra gymnasiet, så kommer man ind, næsten uanset hvor lavt snittet er. Men hvis man er faglært, skal man ind via kvote 2, og det er en langt mere usikker vej. Hvis man er en dygtig faglært, burde man kunne komme ind på de relevante erhvervsakademiuddannelser via en slags kvote 1 baseret på faglige færdigheder,” siger Nina Smith.

For Danmark kommer til at mangle faglært arbejdskraft. En fremskrivning fra 2021 udarbejdet af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser eksempelvis, at vi kommer til at mangle 99.000 faglærte i 2030.

Danskerne er utilfredse

Men vi kommer også til at mangle endnu mere arbejdskraft i den offentlige sektor, påpeger Nina Smith, der ser en øget utilfredshed hos danskerne med de offentlige serviceydelser. Der er siden 2010 opstået et markant forventningsgab i forhold til den offentlige service. Vi er blevet rigere, privatforbruget er steget, og vi forventer, at kvaliteten af den offentlige service stiger tilsvarende. Men det offentlige forbrug pr. borger er tværtimod faldet i det meste af perioden, siger hun og fortsætter:

”Kommunerne er blevet styret hårdt økonomisk, siden der for cirka ti år siden blev fastsat årlige udgiftslofter for de kommunale serviceudgifter. Vi skal ikke tilbage til 70’ernes og 80’ernes økonomiske situation for Danmark, men hvis vi skal bevare og videreudvikle den universelle velfærdsstat, så er vi nødt til at tænke i nye veje.”

Og det kræver også en indsats fra borgerne, hvor ikke blot de mest velstående, men også den brede middelklasse, reelt kan vælge at arbejde mindre.

”Her skal vi huske på, hvordan vores universelle velfærdsmodel er bygget op. Når man er barn, får man gratis skole, og forældrene får tilskud til daginstitutioner mv. Siden får man gratis uddannelse, og så kommer der en lang periode, hvor man har mulighed for at arbejde i voksenlivet. Til sidst bliver man virkelig dyr for det offentlige igen, når man går på pension, bruger sygehus og skal have ældreomsorg mv. Men i perioden, hvor man kan arbejde, er det meningen, at man skal tjene det hele ind igen – både til børnegenerationen, de gamle og til sig selv. Og faktisk mere end det, for der skal jo også være et overskud til de borgere, der ikke er i stand til at arbejde som voksne. Pointen er bare, at hvis den enkelte i den model, vi har lige nu, vælger kun at arbejde deltid, så er det ikke sådan, at man får mindre folkepension, ældreomsorg osv. Man får stadig det hele, og det holder ikke på sigt,” siger Nina Smith.

På vej ind i et forsikringssamfund?

Den politiske debat om udfordringen er gået i gang, og her nævnes øget egenbetaling i forskellige former som en del af løsningen. I et vist omfang et skridt, som danskerne allerede har taget – bl.a. i form af private sundhedsforsikringer, som kun 228.000 danskere havde i 2003.

”I dag har 2,7 mio. danskere private sundhedsforsikringer, typisk via arbejdsgiveren. Samtidig har næsten 400.000 tegnet en privat lønsikring, og halvdelen af de mest velstående sender i dag deres børn i privatskole. Og det er virkelig tankevækkende,” forklarer Nina Smith.

Hun nævner et eksempel på et forældrepar med et barn, der havde store udfordringer i folkeskolen. En PPR-udredning af barnet var nødvendig, for at en handlingsplan kunne sættes i gang, men det tog et helt år, fordi ventelisterne var så lange. I et lignende tilfælde havde forældrene en privat sundhedsforsikring, og de fik lavet udredningen på en uge.

”Når vi går den vej, så går vi mod et forsikringssamfund, der deler befolkningen op i et A- og et B-hold. Nogen vil sige, at det er en fin udvikling, fordi det aflaster det offentlige. Men jeg vil insistere på, at vi skal diskutere det, for det kan betyde, at vi afvikler den velfærdsmodel, vi har i dag. Det kan også betyde, at de forsikrede stiller spørgsmålstegn ved, hvorfor de skal betale så meget i skat, når de selv forsikrer sig. Grundlæggende tror jeg, at hvis vi ikke får lavet nogle nye spor, så holder vores universelle velfærdsmodel ikke om 10-20 år,” pointerer Nina Smith.

Hun er stærkt bekymret for, at udviklingen i retning af forsikringer under samtidig opretholdelse af lige adgang til offentlige velfærdsydelser vil gå ud over de svageste.

”Det vil betyde, at de mange sociale og psykiatriske udfordringer, kræftdiagnoser og meget andet vil vi ikke kunne løse på et ret godt niveau i det offentlige. De stærkeste kan derimod vælge deres egne hurtigere og bedre løsninger. De ressourcestærke er i øvrigt også enormt gode til hele tiden at komme først i køen også til de offentlige serviceydelser,” forklarer hun.

Den universelle velfærdsstatsmodel skal være holdbar over generationer

”På lang sigt er vi måske nødt til at tænke lidt i de samme baner som med arbejdsmarkedspensionerne. Jeg taler for en model, der stadig er en universel, skattefinansieret velfærdsmodel, men den er nødt til at være mere robust over generationerne. For lige nu glemmer vi den her kontrakt med, at vi er nødt til at arbejde for at passe på de gamle og børnene, og det hænger ikke sammen med kortere arbejdstider,” siger Nina Smith.

Det har altid været udfordrende at effektivisere og skabe produktivitetsstigninger i den offentlige sektor, der ikke har den samme tydelige bundlinje som i private virksomheder, påpeger hun og afslutter:

”Man kan ikke spare sig til effektivitet. Men det er det, man så tit har forsøgt, og det ender bare i yderste led med forringede standarder og kvaliteter hos børn, ældre, syge og studerende. Man kan dog hente effektivisering i forhold til alt det bureaukrati, der er fulgt med de mange dokumentationskrav, regler og bekendtgørelser. Eksempelvis i jobcentrene, der kæmper med et monster af et lovgivningskompleks, over 30 forskellige målgrupper af borgere og et hav af forskellige bekendtgørelser. Her har vi brug for forenkling, og det gælder generelt. Vi har også brug for, at kommunerne får etableret it-systemer, der kan tale sammen. Hvad angår produktivitetsstigninger i velfærdsfagene, så plejer jeg at sige – hvordan passer man børn hurtigt? Det kan man ikke – vi har simpelthen brug for flere hænder.”