Ny teknologi, offentlig-privat samarbejde og bedre vilkår for de ansatte skal løse morgendagens udfordringer

En af de vigtigste søjler i det danske velfærdssamfund vakler i disse år. Sundhedssystemet lider under to alvorlige tendenser: De stigende behandlingskrav fra den aldrende befolkning samt en alvorlig udfordring med at skaffe den nødvendige arbejdskraft.

Kombinationen af dem begge er en alvorlig udfordring. Vi ser ind i en fremtid, hvor sundhedsvæsenet kan få svært ved at løse de opgaver, der stilles, og hvor det vil være nærmest umuligt at forsøge at løse problemet med blot større budgetter. For det vil ikke nødvendigvis skaffe de ønskede hænder og hoveder. Sundhedsvæsenet er nemlig i konkurrence med resten af arbejdsmarkedet – og her er der også mangel på arbejdskraft. Det mener indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V). Hun peger på, at fokus bliver nødt til at være på bedst mulig brug af de menneskelige ressourcer, der nu engang kan mønstres.

”Opgaven med at fremtidssikre sundhedsvæsenet handler om at fokusere på det, man kan kalde vores stærkeste valuta: sektorens ansatte. Vi skal sikre, at vi får mest mulig sundhed med de begrænsede personaleressourcer, der vil være til rådighed – uagtet at vi samtidig skal forsøge at uddanne flest muligt sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, læger, bioanalytikere med videre,” siger hun.

Det hele skal ske, uden at vi taber patienterne på gulvet. Dem vil der blive flere og flere af. Det er en svær udfordring, men den eneste vej er at indrette os under vilkårene, mener Sophie Løhde.

”Vi bliver nødt til at lave løsninger og indrette os på en måde, der er arbejdskraftbesparende. Vi har simpelthen ikke alle de menneskelige ressourcer til rådighed, vi kunne ønske os. Vi kan hverken købe eller rekruttere os ud af morgendagens udfordringer. Penge er der også brug for, men det er et fattigt svar alene,” siger hun.

Teknologi bliver altafgørende

På trods af udfordringerne fra både den demografiske udvikling og arbejdskraftmangel mener Sophie Løhde, at der er én vigtig faktor, der taler til sundhedssystemets fordel. Det er den heftige udvikling inden for sundhedsteknologi, vi ser manifestere sig i disse år. Den udvikling kan vise sig at blive betydningsfuld i det samlede spil om ressourceudnyttelse. Men det kræver, at sundhedsvæsenet er parat til at omfavne den – og at teknologien aktivt implementeres og bruges. Der er ikke tale om én samlet teknologi, der kan løse problemet, men i stedet om mange mindre innovationer, som i det store billede samlet set kan få en effekt. Sophie Løhde kommer med eksempler:

”Vi er nødt til at have fokus på, hvordan vi bruger de gode eksempler og får udbredt tingene hurtigere. På Rigshospitalet har man fx ved hjælp af kunstig intelligens kunnet accelerere analyser af mammografibilleder. Det højner kvaliteten i forhold til at identificere de kræftsyge og aflaster i processen radiologerne, der lider under en ekstrem grad af mangel på arbejdskraft,” siger hun.

Sophie Løhde nævner et andet eksempel på teknologi, der kan effektivisere og strømline processerne – og dermed optimere det menneskelige ressourceforbrug.

”For nylig overværede jeg en tarmkræftoperation, der blev udført ved hjælp af avanceret robotkirurgi på Region Sjællands Universitetshospital. En læge styrede robottens arme, så det hele skete ekstremt præcist. Og kræftpatientens behandling var skræddersyet ved at bruge kunstig intelligens. De nye teknologiske løsninger på tarmkræft-området har reduceret antallet af alvorlige komplikationer – og dermed risikoen for genindlæggelser på hospitalet. Det er både en fordel for patienten og for sundhedsvæsenet,” siger hun.

Ændring af indgangsvinkel

Brug af moderne højteknologi kan således både resultere i bedre behandling og dermed færre indlagte. Men det er langtfra det eneste område, hvor vi ifølge Sophie Løhde står til at høste gevinster af ny teknologi, hvis vi vælger at implementere den.

Noget helt andet er nemlig den ændrede behandlingskultur, vi også potentielt kan benytte os af.

”Vi skal implementere teknologi, der gør, at fx kronisk syge kan monitoreres fra deres eget hjem og derved ikke skal tage på sygehuset. De kan selv måle deres tal med ny teknologi. Systemerne overvåger dem og vil varsle sundhedspersonalet, hvis der er brug for indgriben. Det aflaster sygehusene og sikrer samtidig, at patienten kan leve så normalt som muligt,” siger hun og tilføjer:

”Et andet eksempel er eHospitalet i Næstved. Her har jeg set en digital stuegang. Den foregik bogstavelig talt i patientens stue. En sygeplejerske var til stede i hjemmet, men lægen foretog stuegangen via videolink. Igen blev tiden brugt bedst muligt, og patientens ægtefælle kunne også være til stede. Det hele virkede nærværende og positivt.”

Pointen er ifølge Sophie Løhde, at vi skal ændre vores indgangsvinkel til, hvor behandlingen sker. Vi skal altså ikke blot tage et opgør med, hvordan vi behandler, men også den fysiske lokation. Hun mener, at det vil være til alles fordel.

”Alternativet er, at patienten ville være indlagt i lang tid på sygehus. Den pågældende borger gav også udtryk for, at det også er fantastisk at være i eget hjem og føle en høj grad af tryghed – også fordi borgeren vidste, at han kunne få adgang til sygehuset 24-7. Man kan sige, at det er et eksempel på, at vi fjerner os fra sygehus-tankegangen og tænker bredere – at vi tænker på generel sundhed. Det bliver måden at anskue det på i fremtiden, og på den måde aflaster vi sygehusene,” siger hun.

Danskerne er utilfredse

Men vi kommer også til at mangle endnu mere arbejdskraft i den offentlige sektor, påpeger Nina Smith, der ser en øget utilfredshed hos danskerne med de offentlige serviceydelser. Der er siden 2010 opstået et markant forventningsgab i forhold til den offentlige service. Vi er blevet rigere, privatforbruget er steget, og vi forventer, at kvaliteten af den offentlige service stiger tilsvarende. Men det offentlige forbrug pr. borger er tværtimod faldet i det meste af perioden, siger hun og fortsætter:

”Kommunerne er blevet styret hårdt økonomisk, siden der for cirka ti år siden blev fastsat årlige udgiftslofter for de kommunale serviceudgifter. Vi skal ikke tilbage til 70’ernes og 80’ernes økonomiske situation for Danmark, men hvis vi skal bevare og videreudvikle den universelle velfærdsstat, så er vi nødt til at tænke i nye veje.”

Og det kræver også en indsats fra borgerne, hvor ikke blot de mest velstående, men også den brede middelklasse, reelt kan vælge at arbejde mindre.

”Her skal vi huske på, hvordan vores universelle velfærdsmodel er bygget op. Når man er barn, får man gratis skole, og forældrene får tilskud til daginstitutioner mv. Siden får man gratis uddannelse, og så kommer der en lang periode, hvor man har mulighed for at arbejde i voksenlivet. Til sidst bliver man virkelig dyr for det offentlige igen, når man går på pension, bruger sygehus og skal have ældreomsorg mv. Men i perioden, hvor man kan arbejde, er det meningen, at man skal tjene det hele ind igen – både til børnegenerationen, de gamle og til sig selv. Og faktisk mere end det, for der skal jo også være et overskud til de borgere, der ikke er i stand til at arbejde som voksne. Pointen er bare, at hvis den enkelte i den model, vi har lige nu, vælger kun at arbejde deltid, så er det ikke sådan, at man får mindre folkepension, ældreomsorg osv. Man får stadig det hele, og det holder ikke på sigt,” siger Nina Smith.

Private aktører i spil

Indenrigs- og sundhedsministeren er også fortaler for, at det private erhvervsliv er i spil som en aktør, der kan assistere og afhjælpe spidsbelastningsproblemer i sundhedsvæsenet. Det sker allerede, understreger hun.

”På nogle områder har vi lige nu enormt lange ventelister, og en af måderne at mindske dem på er ved tættere samarbejde mellem det offentlige og det private. Det indgik også som en del af vores akutplan. Det er reelt kommet os alle til gode, for aftalen med de private hospitaler var, at det var ’noget for noget’. De kunne få lov til at behandle nogle af patienterne – men til gengæld vil vi have rabat på prisen. Det fik vi. Tolv procent på behandlinger i 2023 og derefter ti procent de efterfølgende år,” siger hun og tilføjer:

”Det er en måde at få mere sundhed for pengene på. Vi hjælper patienterne hurtigere, men vi sparer også penge, som vi kan investere andre steder i sundhedsvæsenet. Det er ikke, fordi jeg er optaget af, at flest muligt skal på privathospital, men jeg er optaget af at bekæmpe ventelister.”

Privathospitaler er selvsagt det nærliggende eksempel på privat-offentligt samarbejde i sundhedssektoren, men Sophie Løhde mener, at vi skal tænke større.

”Vi har jo en kæmpestor medicinal- og medico-industri i Danmark. Det er en styrkeposition. Det påvirker ikke kun eksporten, men giver også mulighed for samarbejde, når det gælder udvikling og ibrugtagning af ny teknologi. Det sker allerede. På Rigshospitalet har man fx allerede et tæt samarbejde om kunstig intelligens. Den slags skal vi ikke være bange for. Vi skal have mere af det,” siger hun og tilføjer:

”Vi vinder alle på det. Vi kan bruge en styrkeposition for Danmark til at give danske patienter og borgere højeste kvalitet og samtidig understøtte vækst og arbejdspladser til gavn for Danmark og danske virksomheder.”

Den brændende platform

Der er selvsagt andre håndtag at skrue på i sundhedssektoren udover implementeringen af teknologi og et tæt samarbejde mellem private virksomheder og det offentlige. Sophie Løhde erkender, at situationen med mangel på arbejdskraft også udspringer af tidligere tiders fejl – også med hensyn til medarbejdernes vilkår.

”Vi er i gang med at indrette sundhedssystemet til fremtiden, men realiteten er, at vi starter bagud på point. Sundhedsvæsenet har både været igennem COVID-19 og en arbejdsmarkedskonflikt. Vi har de seneste år ikke formået at træffe de fornødne beslutninger og dermed sat gang i den omstilling af sundhedsvæsenet, som er nødvendig,” siger hun.

Samtidig kan man ikke ignorere, at hele sundhedsvæsenet er udfordret med hensyn til at rekruttere og fastholde det personale, der nu engang er potentiale for.

”Det største problem i sundhedsvæsenet nu og i fremtiden bliver, at vi mangler medarbejdere. Derfor skal flere unge gerne uddanne sig til fx sygeplejerske eller social- og sundhedsassistent, og flere – både de nyuddannede og det mere erfarne sundhedspersonale – skal have lyst til at arbejde i sundhedsvæsenet og blive der længere. Hvis vi skal lykkes med at rekruttere og holde fast i det dygtige personale, kræver det bl.a. ledelse på højt niveau, og at vi kan skabe og videreudvikle attraktive arbejdspladser i vores sundhedsvæsen. Det skal der også arbejdes på i hele den offentlige sektor,” siger hun.

Det bliver der også. To kommissioner arbejder lige nu på anbefalinger på sundhedsområdet. Det er Sundhedsstrukturkommissionen og Robusthedskommissionen. Deres anbefalinger ventes med spænding. For udviklingen i demografien og arbejdskraftmanglen betyder reelt, at vi står på en brændende platform.

Det budskab håber Sophie Løhde også er sunket ind hos hendes kolleger i Folketinget.

”Det bliver ikke nemt at løse problemerne, men det er uansvarligt ikke at tage det meget alvorligt. På Christiansborg er vi nødt til at stoppe konkurrencen om, hvem der kan bruge flest penge på en eftermiddag. Vi skal selvfølgelig investere i sundhedsvæsenet, men vi kan ikke bruge penge i sig selv til noget, hvis ikke der er personale til også at besætte de stillinger, som vi har så hårdt brug for,” siger hun og tilføjer:

”De tider er forbi, hvor man som politiker kunne sætte tal ind i et udspil, der resulterede i ansættelser, hvorefter man kunne sige: Tjek, nu er der leveret, og problemet er løst. I dag kan man sætte nok så mange penge af – men du kan jo ikke stampe folk op af jorden, hvis de reelt ikke er der.”